Elektronisk visitkort skal sælge Hjørring

550 billeder, videoklip og links til internettet skal hente nye borgere

Bjergby 27. september 2002 08:00

HJØRRING: Da Niels Hausgaard i et satireprogram for nogle måneder siden udtalte, at der "ikke sker en skid i Hjørring", anede han ikke, at den bemærkning siden skulle indgå i kommunens markedsføring af sig selv overfor omverdenen. Men det er præcist, hvad der er sket - både i en række annoncer, tv-sport samt i et splinternyt elektronisk visitkort, som Hjørring Kommune netop offentliggjort. Visitkortet indeholder to dele - dels en brochure, hvori Hjørring Kommunes kvaliteter gennemgås ganske kort og dels en såkaldt baby-cd, der indeholder en to timers gennemgang af Hjørring - med masser af links til internettet og de mange hjemmesider, der tilsammen giver et billede af byen gennem uddannelsesinstitutionerne, kulturlivet, erhvervslivet, detailhandelen og kommunen selv. Blød præsentation Selve visitkortet, altså brochuren og cd'en, rummer 550 billeder, ni videoklip og tekst om Hjørring Kommune. Altsammen præsenteret i et stille tempo, der kalder på en kop kaffe og eftertænksom overvejelse af, om man monstro skulle flytte til området. Under billedfladen har den lokale musiker, Henrik Andersen, leveret lyden fra et dæmpet keyboard, som har sit sidestykke i supermarkedernes muzak, der som bekendt har til formål at skabe et venligt miljø til de daglige indkøb. Der er med andre ord ro på præsentationen, hvilket ikke er tilfældigt. - Visitkortet er ikke designet til en hurtig indføring i Hjørring. Den kræver ro og eftertænksomhed, idet målgruppen ikke er de mennesker, som i forvejen bor i kommunen, men mennesker, der overvejer at flytte hertil. Vi vil ikke uddele visitkortet til alle og enhver, men uddele det til mennesker med en egentlig interesse for Hjørring, siger informationsmedarbejder Bente Schjønning. I første omgang vil en række virksomheder få tilbudt visitkortet, ligesom man selv kan henvende sig til Bente Schjønning, hvis man vil benytte den nye præsentation af Hjørring, der i første omgang er trykt i 2.500 eksemplarer. Bag det nye visitkort står en arbejdsgruppe bestående af Bente Schjønning, planchef Sven Jacobsen og teknisk direktør Andreas Duus. De tre fandt i samarbejde med to folkevalgte, nemlig Else Købstrup og Søren Chr. Jensen, frem til de overordnede linier i projektet, som herefter blev sat på skinner af reklamebureauet Niemann og Jensen, Bjergby, mediedesigner Allan Merrild og Leif Christensen fra JMC Hjørring, hvor sidstnævnte stod for selve produktionen af visitkortet. Den endelige pris er endnu ikke opgjort, men økonomiudvalget har afsat 200.000 kr. til visitkortet, og dette beløb forventer Bente Schjønning at overholde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...