Elendighedens apostel

Bogens forside med let forvrænget melankolatter-ansigt.

Bogens forside med let forvrænget melankolatter-ansigt.

BØGER Lars Olrik: ¿Melankolatter¿ # ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ For at sætte standarden kan vi lige så godt begynde med at citere: Måske er jeg en reinkarnation af Platon måske en gesandt fra Gud måske er jeg bare selvsvingende sindssyg men jeg er under alle omstændigheder på vej til at score et legat fra Kulturministeriet Nogle ville kalde det humor, men i så fald rangerer den lidt under det niveau Hausgaard så fint beskriver med sit ¿tø-hø¿. Der er ganske enkelt bøger, der aldrig skulle være udgivet. Dette er en af dem. Lars Olrik skriver gerne rimet, han oser af en lommefilosofi af den værst tænkelige slags og hans samfundsrevsen er en tårevædet omgang sukkervand, hvis ømme omfavnelse af de svage og knyttede næver mod ¿eliten¿ kun formår at gennemtrumfe en bøvsende kvalme hos denne læser. Digtsamlingen er skrevet på et absolut minimum af talent, den mangler ethvert tegn på gedigent hændværk eller bare en snert af traditionsbevidsthed, rimene er søgte og hele samlingen efterlader en med følelsen af at have været vidne til et groft og meget lidt elegant attentat mod digtgenren. Lad os slutte som vi begyndte; her med en strofe (sic!) fra digtet E(xit): Mærke verden spille hjerne, sjæl og krop kun en lille pille danse uden stop Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk { Lars Olrik: ¿Melankolatter¿ 87 s., 89 kr., Forlaget Prudentia