Skolevæsen

Elev på Hjørring-skole død

Dreng på 5. klassetrin faldt om foran klassekammeraterne.

Torsdag formiddag faldt en elev om foran klassekammeraterne på Hjørring Private Realskole. Han blev senere konstateret død på Sygehus Vendsyssel i Hjørring.Foto: Kurt Bering

Torsdag formiddag faldt en elev om foran klassekammeraterne på Hjørring Private Realskole. Han blev senere konstateret død på Sygehus Vendsyssel i Hjørring.Foto: Kurt Bering

Elever og personale på Hjørring Private Realskole er stærkt chokerede efter en af skolens elever - en dreng på 5. klassetrin - døde i dag. - Han faldt om foran klassekammeraterne i formiddags, fortæller skoleleder Klaus Lundsgaard. Trods en lærers forsøg på at give førstehjælp, så blev drengen efterfølgende konstateret død på Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Alle forældre med børn skulle nu være orienteret om dødsfaldet, så de dybt berørte klassekammerater ikke er overladt til sig selv, når de kommer hjem. Skolen flager på halvt, og i aften samles personalet med en krisepsykolog. - Her får lærerne også at vide, hvordan de bedst muligt kan snakke situationen igennem med eleverne, siger Klaus Lundsgaard. Fredag morgen holdes en mindehøjtidelighed i skolens gymnastiksal. Skolen har valgt at oplyse om dødsfaldet på sin hjemmeside i et kortfattet brev, hvor man også udtrykker sin dybeste medfølelse til familien.