Elev til tops i kamp mod misbrug

Talent fra Nibe Skole med helt fremme i landsdækkende plakat-konkurrence mod druk og narko

NIBE:Teenagere i Nibe Kommune og jævnaldrende andre steder i landet sætter noget nær verdensrekord i druk, stoffer som ecstasy er mere udbredte, end de fleste forældre måske tror, og en elev fra Nibe Skole har med succes sat sig for at få gøre opmærksom på problemet og bidrage til måske at få det løst. Nibe Skoles Thomas Andersen fra 7.a har netop vundet andenpladsen i Lions Clubs landsdækkende plakatkonkurrence "Nej til Misbrug" og drager sammen med sine klassekammerater til Legoland 13. juni med alt betalt. De lokale løver roser ikke blot Thomas Andersen for plakaten, men også de mange andre elever fra naboskoler for deres bidrag, og skolernes brug af konkurrencen som inspiration for temauger og debat i klasserne. Det er en kendt sag, at børn helt ned i 12-13 års alderen - med eller uden forældrenes viden - drikker sig fulde og begår dumheder, de nok ellers ikke ville have gjort i ædru tilstand. Mindreårige er senest sågar set sniffe lightergas helt åbenlyst på en bænk ved Skomagertorvet. - Lions Clubberne har konstant et stort program kørende om misbrug blandt unge, og også clubben i Nibe er jævnligt på banen, konstaterer Ole Pedersen, tidligere president for den lokale afdeling. Lions Nibe agter også i den kommende tid at sætte fokus på misbruget, der senest blev bragt på bane lokalt af natteravnene i en hvervekampagne for at få flere voksne ud på gaderne i grupper på tre ad gangen. Lions har hidtil støttet natteravnenes arbejde økonomisk, men det er som tidligere i NORDJYSKE tvivlsomt, om interessen blandt voksne, for at gå en tur på gaden i ny og næ med sanserne koblet til, er for lille til, at natteravnene ser nogen mening i at fortsætte. De har senest varslet en snarlig lukning af butikken, hvis ikke flere melder sig. - Thomas Andersens fremragende plakat kan måske øge interessen, lyder håbet fra Lions.