Elevator mangler på tredje år i klubhus

Skagen Stadion mangler 96.000 kroner til elevator

Skagen 9. september 2002 08:00

SKAGEN: Mere end tre år efter at SIK's nye klubhus på Stadionvej er taget i brug var det måske en idé at få installeret en elevator. Det synes i hvert fald bestyrelsen for Skagen Stadion, der har søgt kommunen om et tilskud på 96.000 kroner. Prisen for en elevator er cirka 216.000 kroner. Skagen Stadion har allerede fået tilskud fra flere sider på i alt 120.000 kroner. Blandt andet er det næsten tre år siden, at Skagen Handicapråd bevilgede 70.000 kroner til en elevator. 1. april 1995 trådte et nyt revideret bygningsreglement i kraft. Altså tre-fire år før SIK's klubhus blev bygget var der krav om at sikre handicappedes tilgængelighed til bygninger. I klubhuset er kontor, cafeteria og mødelokaler på 1. sal. Den eneste mulighed for at komme derop er via trapper, udvendigt eller indvendigt. En elevator findes ikke. I forvaltningens indstilling til det seneste udvalgsmøde hedder det da også, at bygningsreglementets krav om tilgængelighed til bygninger med offentlig adgang ikke overholdes. Forvaltningen havde indstillet, at pengene blev bevilget med 48.000 kroner i år og 48.000 kroner fra 2003-budgettet. Børne- og kulturudvalget besluttede imidlertid at udsætte sagen. Formanden for børne- og kulturudvalget, Karsten Hemmingsen (V) siger: - Vi mangler oplysninger. Vi vil gerne vide, om der er påbud om elevator eller er det blot en anbefaling fra henholdsvis bygningsinspektøren og arbejdstilsynet. Og er det en forudsætning i ibrugtagningstilladelsen at elevatoren skal etableres?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...