Nørager

Elevdramatik ved rengøring af by

Skoleleverne Pernille Holm (tv), Tanja Kristensen, Louise Bundgaard og Charlotte Skov i affaldsbussen med blandt andet en gammel valgplakat af en lokal kandidat. Privatfoto

Skoleleverne Pernille Holm (tv), Tanja Kristensen, Louise Bundgaard og Charlotte Skov i affaldsbussen med blandt andet en gammel valgplakat af en lokal kandidat. Privatfoto

NØRAGER:Elever på 6. klassetrin på Sortebakkeskolen blev udsat for uønsket dramatik, da de op til weekenden var hyret til at foretage en forårsrengøring af Nørager by. For midt på eftermiddagen blev området omkring Stationsdammen bag rådhuset pludselig afspærret af politiets teknikere efter at en beboer i det nærliggende boligområde havde udøvet vold mod sin hustru i det grønne område. Han er siden i et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i to en halv uge. Cirka 35 sække fyldt med affald var resultatet af de to 6. klassers anstrengelser, efter de i løbet af nogle timer fredag eftermiddag ’støvsugede’ byen for affald. Og at dømme efter de fyldte sække, så var det en tiltrængt opgave, som klasserne havde påtaget sig – bilbatterier, en gammel udstødning, en udtjent valgplakat for et lokalt folketingsmedlem og en hundeskål. Nørager Borger- og Håndværkerforening havde betalt dem for at samle skrald i byen, og dermed får de et økonomisk tilskud til deres forestående Bornholmertur.