Elever belønnet for at passe deres skole

Tech College Aalborg fejrede elever med lavt fravær. De fik penge for at møde i skole.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Spændte lærere på spring til at storme undervisningen.

Lærerne på Media Tech College Aalborg glædede sig som små børn, da de fredag tog hul på en ikke helt almindelig arbejdsdag. I hemmelighed havde de sammen med ledelsen planlagt en noget speciel dag for de elever, der de seneste 20 uger har haft under 10 timers fravær. Det giver et fravær på under en procent, hvor eleverne i gennemsnit har et fravær på 15 procent. "Godt du kom" Lærerne havde fået trykt T-shirts til sig selv med ordlyden "Godt du kom", og til de 11 elever med tilstrækkelig lavt fravær var der T-shirts med budskabet "Godt jeg kom". Og godt var det for de 11, for midt i undervisningen kom lærerne ind med flag, kastede konfetti og gylden julepynt på eleverne og afslørede, at de hver ville få 2.500 kroner i legatmidler. Ganske vist med den begrænsning, at pengene kun måtte bruges som en hjælp til deres skolegang. Men hvem kan ikke bruge lidt ekstra tilbehør til computeren eller måske en mere behagelig kontorstol? - Det er jeres ting, som I kan have stående derhjemme, understregede uddannelseschef Anne Marie Johansen, da alle elever var hentet rundt om i klasserne, nu klar til at tage af sted til byen for at bruge løs af de uventede penge. I taxa til centrum Festivitassen fulgte eleverne helt ud af skolens grund, da de blev transporteret i taxa ind mod centrum. Måske lidt fortumlede over den uventede afslutning på fredagens skolegang. - Det er jo megafedt, at man får noget ud af at komme i skole ud over selve undervisningen, syntes en af de 11 med lavt fravær, Simon Eriksen. De seneste 20 uger er han mødt op til alle timer undtagen to. - Jeg står op klokken seks, kører en time i bus og er bare glad for at gå her. Så det kan ikke blive bedre. Ville blive hjemme Med et fravær på ni timer var også Peter Markvard Bonderup blandt de 11 udvalgte elever. Hans forklaring på det lave fravær er, at han bor tæt på skolen. - Så er det bare med at komme op og af sted. En venlig opringning fra skolen reddede ham fra at gå glip af dagens festivitas - og legatet. Netop fredag havde han helt undtagelsesvis tænkt sig at blive hjemme. - Men jeg fik at vide, at det var en utrolig god idé, hvis jeg kom i skole. Så det gjorde Peter Markvard Bonderup, selv om han havde ondt i hovedet. - Nogen kammerater og veninder var færdige på deres skoleforløb i går, så vi røg desværre i byen. Så det trykker lidt i hovedet i dag.