Elever får computer som skoletaske

STIDSHOLT:Stidsholt Ungdomsskole præsenterer nu en helt ny klasse, hvor eleverne bliver udstyret med en computer i stedet for en skoletaske, og hvor der fortrinsvis arbejdes med emner, der er internationalt orienterede. Klassen har fået navnet 10 @, og en del af undervisningen foregår på engelsk. - Succeskriteriet for den enkelte elev på Stidsholt kan beskrives med et enkelt ord: ”Udvikling”. Vi forventer, at den enkelte elev fagligt og socialt under opholdet gennemgår en udvikling mod stadig større faglig kunnen og stadig større faglig forståelse, siger forstander på Stidsholt Ungdomsskole, Gorm Brandborg Larsen. Det er i det lys, at oprettelsen af 10@ skal ses. Kravene til den enkelte elev er en vis modenhed og kundskaber på et niveau, der gør, at vedkommende kan følge undervisningen i klassen. Desuden skal der være et ønske hos eleven om at arbejde målrettet med at forbedre sine kundskabsmæssige og sociale færdigheder. Udenlandske elever Klassen består af både danske og udenlandske elever, og klassen vil samarbejde med andre skoler herhjemme og i udlandet. Desuden vil der blive gennemgået et pensum, som gør det muligt for den enkelte elev at indstille sig til folkeskolens afsluttende prøver. - Klassen vil deltage på lige fod som resten af skolens elever i gymnastik-, fortælle-, og sangtimer. Eleverne udvikler deres sociale side, således at de for eksempel kan fungere som hjælpetrænere på idrætslinien eller tage en instruktøruddannelse her, fortæller Gorm Brandborg Larsen. Baggrunden for den nye klasse er et ønske om, at sproglærerne kontaktede andre skoler i udlandet for at lave venskabsskoler. I år modtager Stidsholt Ungdomsskole 10 litauiske elever, der skal tilknyttes 10@ sammen med nogle af de nuværende elever på skolen. Den endelige undervisningsplan for klassen er ikke færdig, men et godt gæt vil være, at der vil blive sat spot på EU og østudvidelsen med speciel interesse for Litauen og andre baltiske lande. Hvis efterspørgslen er stor nok, vil der blive oprettet en lignende klasse på niende årgang.