Skolevæsen

Elever fik et godt indblik i undergrunden

SÆBY:Faget natur og teknik er et fag, der kræver, at eleverne selv går ud og mærker virkeligheden på godt og ondt. Og i går var virkelighedens verden således kommet til Privatskolen i Sæby, der havde inviteret to ansatte fra virksomheden Aalborg Portland, der som bekendt producerer cement. Meningen var at lære mere om, hvad man kan hente op fra den danske undergrund, og det blev til et par lærerige timer i kunsten at blande cement. I løbet af formiddagen fik eleverne skabt en række flotte fuglebade, som næste forår er klar til at gøre livet lettere og sjovere for byens fugleliv.