Elever fra DG gav borgmester input
Engagerede unge i politisk nærkontakt

Klassens nye pige viste sig at være Brønderslevs borgmester Lene Hansen. Og eleverne gav hende fint modspil og input. Privatfoto.
SÆBY:Rigtig gode forslag, relevante og nemme at realisere var Brønderslev-borgmester Lene Hansens første reaktion efter præsentationen af DG-elevernes mange forslag til at engagere unge i kommunalpolitik og her og nu stemme ved det kommende kommunevalg.
Ud over politisk comedy show og øget digitalisering med mulighed for online afstemning og et fælles site om lokal politik for alle partier var der fra de andre grupper forslag om et nyt fag i skolen med politik på programmet, forslag om et fælles parti for unge under 18 år og endelig speed dating, der lige skal forklares med mindre læseren er under 18 år. Speed dating betyder i denne sammenhæng et politisk skole-speed-dating-arrangement med lokale politikere og elever, hvor eleven får fem minutter face to face med den ene politiker efter den anden. Dette innovative forslag vakte især begejstring hos eksperterne.
- Vi er nødt til at medtænke unge som en særlig gruppe, når vi skal engagere borgerne i kommunalpolitik. Derfor må vi også drage de medier ind, hvor de unge bevæger sig til daglig. Og stort alle de forslag jeg fik fra eleverne er forslag vi kan arbejde videre med, sagde Lene Hansen.
Anledningen til at invitere borgmesteren – og holde oplæg på engelsk – er, at eleverne i 1c, 2d og 2b i løbet af de kommende to skoleår deltager i et internationalt samarbejde, Comenius Skolepartnerskab, med tre andre skoler i henholdsvis Spanien (Cordoba), Tyskland (Berlin) og England (Exeter).
Det fælles fokus er unges deltagelse i demokratiske processer på forskellige niveauer i samfundet i de fire deltagende lande.
Til projektet har Dronninglund Gymnasium fået bevilget EU-midler til via Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.