Elever har ikke ondt i pjækketarmen

Der er ikke meget fravær på Dronninglund Gymnasium sammenlignet med en landsdækkende undersøgelse

Skolevæsen 17. januar 2003 01:00

DRONNINGLUND: Rektor Peter Hvid Jensen på Dronninglund Gymnasium kan ikke genkende resultaterne af en ny landsdækkende undersøgelse, der har undersøgt elevernes fravær i skoleåret 2000/2001. Dagbladet Politiken kunne forleden fortælle, at hver tredje elev i gymnasiernes 3.g-klasser er så ofte væk, at de overskrider den tilladte grænse. Men på Dronninglund Gymnasium har eleverne ikke ondt i pjækketarmen. Her ser virkligheden nemlig anderledes ud, og Peter Hvid Jensen mener, at tallet i undersøgelsen er betydeligt overdrevet. - Jeg synes ikke, at fraværet er blevet større i de senere år. Der vil typisk være et par stykker ud af 130 elever, der kommer på særlige vilkår, siger Peter Hvid Jensen. At komme på særlige vilkår betyder, at man skal op i alle fag i et udvidet pensum. Hvis en elev nærmer sig et samlet fravær på ti procent, så får eleven en skriftlig advarsel. Og hvis eleven ikke retter sig efter advarslen, så kommer vedkommende på særlige vilkår. - Ideen er, at eleverne får en gevinst ud af at møde op til undervisningen, og så lærer de forhåbentligt også noget, siger Peter Hvid Jensen. Peter Hvid Jensen tror også, at det lave fraværstal på Dronninglund Gymnasium har noget at gøre med, at der er få elever. - Vi er ikke et ret stort gymnasium, og vi sætter en ære i at følge eleverne tæt, siger han. Peter Hvid Jensen bemærker, at den igangværende debat om elevernes fravær efter hans mening ikke er udtryk for, at det almene gymnasium er i krise, tværtimod har gymnasiet det godt. Derimod mener han, at man også bør tage med, at der på et gymnasium i dag stilles øgede krav til den enkelte elev.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...