Elever i 3. kl. får måske hver en pc

Hjørring Kommune vil have del i central pulje til nyt IT-udstyr

HJØRRING:Hjørring kommune forsøger nu at få del en central pulje på 495 mio. kr, , som regeringen har afsat til IT-udvikling på skolerne. Det er bl.a. hensigten at give alle elever i 3. klasse adgang til en computer. IHjørring Kommune bliver det i givet fald 400 elever, der starter i 3. klasse efter sommerferien, som formentlig kan forvente at have en computer til rådighed. - Det er et meget godt tilbud, og vi vil nu søge om i alt 804.000 kr. fra den centrale pulje, siger formand for børne og undervisningsudvalget Else Købstrup (V). Det forpligter dog kommunen til at skyde et tilsvarende beløb i indkøbet, og de penge er ikke afsat på budgettet. - Derfor må vi bede byrådet om en tillægsbevilling, siger Else Købstrup. Hun mener, at der er store muligheder i at give børnene i 3. klasse en computer. - Det kan være en helt ny verden, der åbner sig for dem, siger Else Købstrup. Hårdt tiltrængt Og der er hårdt brug for mere IT på skolerne. Kommunen har hvert andet år frem til 2008 afsat 500.000 kr. til at lease nyt udstyr, men det slår ikke til, mener inspektøren på Tårs skole. - Der er hårdt brug for at komme videre på det her område, siger Kjeld Jacobsen. Skolens 550 elever slås i øjeblikket om 60-70 computere, så 55 nye computere i et hug, svarende til antal elever i skolens 3. klasser, vil falde på et tørt sted. - Det vil bla. også give de ældste elever bedre adgang til de øvrige computere på skolen, siger Kjeld Jacobsen. Han mener, at netop 3. klasse er et passende alderstrin at satse på IT. - Det er her vores elever får mulighed for at gå på nettet, og mere arbejde ved computeren vil også kunne støtte børn, der f.eks har det svært med at læse, siger Kjeld Jacobsen. Det er meningen med ordningen, at computerne som stilles til rådighed i 3.klasse, skal følge de samme børn op gennem klasserne.