Elever laver reklame for egen skole

HJØRRING: Det er vist langt fra sikkert, at alle skoleelever holder så meget af deres skole, at de ligefrem vil reklamere for den - og så af egen fri vilje. Men det gør Jacob Bang og Bao Thai Hoang fra Hjørring Ny 10. Som et led i et projekt for deres skole, har de på egen hånd produceret en pjece med oplysninger om skolen. Pjecen blev torsdag præsenteret for offentligheden ved en reception på skolen, hvor de stolte bagmand viste arbejdet frem og fik en bog i erkendtlighed for arbejdet - for det var uden løn, at de to har knoklet med pjecen. - Vi skulle ikke have noget for det. Vi kan begge lide at lave sådan noget arbejde og det er kun rart, hvis skolen kan bruge det, siger Jakob Bang, der sammen med sin makker har stået for alt - lige fra billeder til tryk og opsætning. Teksten til pjecen blev leveret fra skolen, der vil bruge den til at tiltrække 9. klasse-elever, der overvejer om en 10. klasse i HJørring var noget for dem. Jakob Bang håber, at pjecen kan være med til at bringe nye elever til hans skole. - Det har været rart, at kunne hjælpe skolen med noget de kan bruge - det er jeg kun glad for, lyder det beskedent fra den ene ophavsmand til pjecen, der snart er at finde ude på alle skolerne i oplandet. SHC