Skolevæsen

Elever løber ind i efterårsferien

SKAGEN/AALBÆK:Elever fra samtlige skoler i kommunen er på banen - løbebanen - ved skolernes motionsdag på fredag, sidste skoledag inden efterårsferien. Over hele landet er flere hundrede tusinde skolebørn med, så det er vel ok at kalde det verdens største motionsarrangement. Det er 20. gang, der arrangeres skolernes motionsdag, en dag der i høj grad er præget af den enkelte skoles traditioner. Som sædvanlig mødes elever fra Ankermedets Skole og Kappelborgskolen på stadion, der er udgangspunkt for løb på tre, fem eller ti kilomter. De store elever kan vælge at deltage i triatlon. Det er 400 meter fri svømning, fem kilometer løb og cirka 11 kilometer på cykel eller rulleskøjter. Ankermedet- og Kappelborgeleverne løber i klitterne bag stadion og runder blandt andet Den tilsandede Kirke. Eleverne fra Hedeboskolen kan vælge de samme discipliner, altså løb eller triatlon, men dem kan man møde i området ved Højengran og Vestre opsyn. Løbet skydes i gang fra den p-plads, der er kendt som "Ved stranden 2". Hedeboskolen ønsker at understrege, at det er en motionsdag og ikke en hyggedag. Derfor er dagens regel: nul slik og sodavand. På Brovandeskolen er motionen opdelt i forskellige grupper. De mindste i indskolingen skal på gåtur til Grenen, mens mellemgruppen laver sjov idræt på skolens egen idrætsplads. De store i overbygningen får chancen for at prøve forskellige idrætsgrene som for eksempel golf, billard, judo og måske skydning. På Aalbæk Skole er der fælles opvarmning i form af forskellige gamle lege. Selve løbet foregår i skoven, og senere på formiddagen kan eleverne deltage i aktiviteter under temaet leg og bevægelse. I Aalbæk kalder de triatlon for "udfordringen", men disciplinen består stadig af svømning, løb og rulleskøjteløb. Motionsdagen er ikke kun for elever. Lærere, pædagoger og andre personalegrupper - samt forældre - opfordres til at deltage.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst