Skolevæsen

Elever på 10. klassetrin er på vej væk fra Hirtshals

Undervisningen på 10. klassetrin muligvis til Hjørring og Sindal

HIRTSHALS:- Jeg er sikker på at undervisningen på 10. klassetrin lukker i Hirtshals. Sådan siger skoleinspektør Lars E. Christiansen fra Hirtshals Skole, om udviklingen af 10. klasse i Hirtshals. Færre folkeskoleelever vælger 10. klasse i Hirtshals og flere foretrækker i stedet skolen i Hjørring, hvor kommunen her, har samlet sine 10. klasser. - Udviklingen er ret klar og jeg tror, at vi kommer til at se ændringer, allerede fra skoleåret 2006/2007. Muligvis mister vi også en eller to lærerstillinger, siger Lars E. Christiansen. Kommunens folkeskoleelever kan selv vælge, om de vil afslutte 10. klasse i Hirtshals eller Hjørring. Hidtil har Hirtshals Skole fyldt to 10. klasser om året, men elevantallet er på retur: i næste skoleår har kun 21 elever valgt Hirtshals. - Vi er ikke i tvivl om, at vi har succes med kvalitet og tilbud i vores undervisning på Hirtshals Skole. Men vi kan blot konstatere, at eleverne gerne vil prøve nye tilbud i Hjørring, siger Lars E. Christiansen. Hirtshals kommune bekræfter, at kommunens 10. klasser står overfor forandringer i forbindelse med et større skolesamarbejde i den ny storkommune. - Vi vil ikke nedlægge noget, vi skal blot til at overveje, hvilke tilbud der skal være i Hirtshals i fremtiden. Det betyder jo ikke, at der ikke bliver nogle tilbud til vore skoleelever. Eleverne til fremtidens 10. klasser skal blot til at vælge mellem Hjørring eller Sindal, siger udvalgsformand Ole Albæk. Der sker ingen ændringer i skoleåret 2005/2006. - Men vi ved ikke, hvad der skal ske fra skoleåret 2007. Fremtidens struktur, skal drøftes i den ny storkommune, siger Ole Albæk. Det koster Hirtshals Kommune mellem 45.000 og 50.000 kroner om året at sende en 10. klasse elev til Hjørring. I det nye skoleår, starter 21 elever fra Hirtshals på skolen i Hjørring.