Rørbæk

Elever på strejftog i svunden skoletid

LILLE RØRBÆK: Det var næsten en total ukendt verden, der åbnede sig for eleverne i femte klasse på Haverslev Skole under en fælles udflugt til skolemuseet i Lille Rørbæk. Her står skolestuen med inventar næsten uforandret fra indvielsen i 1908 med skolepulte og gamle landkort på væggene. Eleverne fik også lejlighed til at opleve skolens to gamle primitive das, hvilket fik flere til at rynke kraftigt på næsen uanset de ikke har været i brug siden 1962.