Elever strejker mod flytning

Hverken mandag eller tirsdag bliver der normal undervisning på Øster Hornum skole.

Øster Hornums borgere har før kæmpet voldsomt imod at skulle af med skolens 7. klasse. Her afleveres underskrifter hos daværende Støvringborgmester Anny Winther i marts 2000. Og Øster Hornum Skole fik faktisk som den eneste af de mindre skoler lov til at beholde 7. klasse. ARKIVFOTO: JENS MORTEN

I protest mod, at Rebild byråds børne- og ungdomsudvalg lægger op til at fjerne 7. klasse på de mindre skoler - heriblandt dén i Øster Hornum - vedtog en aktionsgruppe blandt forældrene i weekenden en omfattende aktionsplan. Et af elementerne er et stormøde for alle borgere i Øster Hornum mandag. Invitationen til stormødet bliver husstandsomdelt af blandt andre elever i 5., 6. og 7. klasse i løbet af i dag. Tirsdag erstatter de samme elever undervisningen med at male bannere, så politikerne i økonomiudvalget ikke er i tvivl om deres mening, når udvalget onsdag holder møde med sagen på dagsordenen. - Vi har i flere uger forgæves prøvet at komme i dialog med politikerne. Aktionerne i de kommende dage er et forsøg på at råbe dem op, siger en talskvinde for aktionsgruppen, Lajla Jørgensen. Hun ser ingen problemer i, at eleverne forsømmer undervisningen i to dage som led i protestaktionen: - Vi synes, dette her er vigtigere. Og samtidig lærer vi dem, at man nogle gange må kæmpe for det, man holder af, siger Lajla Jørgensen. Byrådet i Rebild tager stilling til 7. klassernes fremtid 31. januar.