Elever taget med på råd i byggesag

Mariager Efterskole har indledt byggeri til 24 mio. kr.

Jørgen Tøttrup
Humøret var højt, da der i går blev taget første spadestik til Mariager Efterskoles nye elevfløj. Her er det Frederikke Clausen, der graver for.Privatfoto
Skolevæsen 1. oktober 2011 12:21

Der var høj sol, en varm luft af sommer og velplacerede spadestik, da Mariager Efterskole i Mariager fredag atter en gang markerede starten på et nybyggeri. Denne gang er det et projekt til ikke færre end 24 millioner kroner. Skolens elever er løbende blevet taget med på råd i projekteringsfasen. Måske meget naturligt, da det er en elevfløj, der de kommende måneder skyder op og færdiggøres. - Vi har i forløbet været meget grundige og stillet store kvalitetskrav. Selvfølgelig har projektet været til høring flere gange i bestyrelsen, som har diskuteret de økonomiske rammer. Og det har også været turen omkring medarbejderne. Men vi har lyttet rigtig meget til, hvad de unge gerne ville bo i, fortæller skolens forstander Jens-Henrik Kirk. - Jeg synes det er helt vildt fedt, at vi elever har fået lov til være en del af processen. For det er jo os, der skal leve i det hver dag, siger Frederikke Clausen, der går i 10. klasse og glæder sig til, at der kommer bad på værelserne. Og altaner - næsten som på et helt hotel. Foreløbig venter der nu en hektisk byggeperiode, før den 1800 kvadratmeter store elevfløj kan tages i brug til maj næste år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...