Gymnasiale uddannelser

Elever tog musical i egen hånd

Musikhold på Hobro Gymnasium har selv skrevet og indstuderet

HOBRO:Eleverne på Hobro Gymnasium tænkte "det kan bare ikke passe!", da de hørte, at skolen ikke ville lave nogen "rigtig" musical eller skolekomedie i år. Så de tog sagen i egen hånd: elever fra skolens musikhold skrev selv et manuskript til en rock/popmusicalen "15 Minutes of Fame", arrangerede egenhændigt musikken og fandt selv på nogle danse, der passede til. - Vi var lidt fortvivlede, da vi hørte, der ikke ville blive nogen musical eller skuespil. Jeg var med til at spille "Hair" sidste år, og det var rigtig godt. Man skal holde fast i det sociale på gymnasiet, så det ikke bliver som en handelsskole, siger 3.g'eren Elisa Simonsen, Mariager. Hun har musik på højt niveau og er vild med at danse. Interessen dyrker hun hos Bekker Dans. Elisa Simonsen lavet forestillingens danse sammen med elev Ada Pallesen, der er springgymnast i sin fritid. - Det er næsten kun fritiden, vi har brugt på at øve. Jeg har lånt nøglerne af pedellen, og så har vi danset til klokken 10 hver aften. Siden juleferien har det været lige på og hårdt, fortæller Elisa Simonsen. Forestillingen "15 Minutes of Fame" tager udgangspunkt i de mange programmer på tv om unge, der kæmper for glamour og berømmelse: "Pop Stars", "Stjerne for en Aften" og "Scenen er din". Hurtig berømmelse - De unge misbruges på en eller anden vis. De får en hurtig berømmelse, kommer frem på scenen og er på et kort stykke tid. Derefter er det slut. - Jeg vil prøve at få frem, hvor hovski-snovski og overlegen en vært i sådan et program kan være, fortæller elev Christian Peter Mac Lassen, der er medforfatter til teksten. Samtidig med, at eleverne tager gas på talentkonkurrencerne, løber de jo en risiko for selv at blive "kendte" - i hvert fald i deres egen lille gymnasieverden. Hvad synes de om det? - Jo, vi har joket lidt med, at folk vil sige: "Er det ikke dig fra musical'en?" Men vi tænker ikke på, at vi bliver kendte. Nervøsiteten er ikke så stor. Vi tager det hele meget afslappet, forsikrer Elisa Simonsen dagen før, det hele går løs. Eleverne skal spille for en propfuld sal to aftner i træk. Stort sammenhold Elev Kristian Basballe har titel af kapelmester i musicalen. Musikken er kopinumre, og udfordringen for ham har været at skære musikken til, så forestillingen ikke blev for lang. - Arbejdet med musicalen har givet et stort sammenhold. Vi plejer jo kun at være sammen fem timer om ugen, men i den seneste tid er der gået rigtig mange weekender med at øve. Alle har været helt vildt friske og opsatte på det, fortæller Kristian Basballe. Lærer på gymnasiet Berit Dinesen er i salen, da NORDJYSKE er på besøg ved den sidste øve-eftermiddag. Hun skynder sig at sige, at forestillingen altså ikke er hendes fortjeneste. Eleverne har stået for det meste. Dog trådte lektor Ole Bent Larsen til i sidste uge for at hjælpe med instruktionen. Interessen har været stor for at se gymnasieelevernes musikshow. Der er plads til 416 i salen, og alle billetter er udsolgt, både til forestillingen i aften og til den i morgen aften.