EMNER

Elever tvunget til et ekstra valg i gym-nasiet

NORDJYLLAND:En række elever på de almene gymnasier har fået ekstra meget at tænke over for tiden. En sen ændring af bekendtgørelsen for gymnasierne betyder nemlig, at de skal ændre på deres valg af fag. Ændringen rummede en liste over udvalgte fag med det tilhørende krav, at alle elever skal have mindst et af dem på det højeste niveau, A. Men listen omfattede ikke samfundsfag og begyndersprog (det er spansk, fransk, italiensk eller russisk) - og mange havde valgt en kombination med eksempelvis samfundsfag A og spansk A. - På vores skole angår det syv elever, fortæller rektor Søren Hindsholm, Nørresundby Gymnasium og HF. Han understreger samtidig, at eleverne ikke er fortabte. Dels kan de nå at skifte retning, dels kan de mindre drastisk nå at ændre på valgfagene. Det kan eksempelvis ske ved at opgradere engelsk fra B-niveau til A. I disse uger er eleverne ved endeligt at vælge studieretning, og i den forbindelse bliver problemerne løst. Næste år vil de ikke opstå, for materialer og orientering til kommende elever er rettet til, siger Søren Hindsholm.