Elever vil gå mere i skole

Skolevæsen 7. oktober 2002 08:00

ÅRHUS: Eleverne i folkeskolen vil gå mere i skole og have større indflydelse på, hvad de skal undervises i. I weekenden holdt Folkeskoleelevernes Landsorganisation (FLO) sin årlige konference i Århus, hvor 200 elever var samlet for at diskutere fremtidens folkeskole. Eleverne ønsker at give afkald på to af deres ferieuger, så de kan få mere undervisning. Til gengæld vil de selv have lov til at sammensætte en tredjedel af deres skema i de ældste klasser. - Hvis vi elever selv har valgt, hvad vi vil undervises i, så er det indlysende, at vi også deltager mere aktivt i undervisningen, siger FLO's landsformand, Martin Justesen. Han mener, at den øgede valgfrihed vil gøre eleverne mere selvstændige og parate til at vælge en uddannelse efter folkeskolen. - Det er dog vigtigt, at man samtidig styrker vejledningsindsatsen, så man sikrer, at eleverne vælger rigtigt i forhold til deres ønsker, siger Martin Justesen. I morgen skal han præsentere organisationens ideer over for Folketingets uddannelsesudvalg. De politiske forhandlinger om et nyt forlig for folkeskolen befinder sig i en afgørende fase og fortsætter i dag. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...