Elever vil have strammet alkoholregler på uddannelser

Unge drikker generelt mindre tidligere, siger chefkonsulent. Tal viser, at en stor del unge vil stramme op.

Mange unge synes, at der bliver drukket for meget på deres uddannelsessted, lyder det fra Sundhedsstyrelsen, der offentliggør en rapport. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Mange unge synes, at der bliver drukket for meget på deres uddannelsessted, lyder det fra Sundhedsstyrelsen, der offentliggør en rapport. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Flere gymnasier og erhvervsskoler har allerede formuleret en alkoholpolitik eller et alkoholkodeks. Men det er ikke godt nok.

I hvert fald ikke hvis man spørger en række unge, der efterlyser strammere regler for indtagelse af alkohol på landets ungdomsuddannelser.

Det viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, hvor 44 procent efterlyser strammere regler.

Det er en stor procentdel, vurderer Stine Flod Storgaard, der er chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

- Det spejler også den tendens, vi oplever, at unge generelt drikker mindre alkohol.

- Der er rigtig mange uddannelser, der allerede har valgt at indføre deres egne alkoholpolitikker, der sætter rammer for, hvordan de unge må indtage alkohol, og det er positivt, siger hun.

Otte af ti gymnasier og erhvervsskoler har en regel om, at alkohol ikke er tilladt ved introarrangementer for nye elever.

Næsten lige så mange har regler om, at der ikke kan købes stærk alkohol til fester. Andre har et kodeks for, hvor ofte der må serveres alkohol.

- Når så mange unge efterspørger strammere regler og synes, at der bliver drukket for meget, synes jeg, at det er skolernes ansvar at imødekomme det og sætte nogle rammer, hvor alle unge kan se sig selv, siger Storgaard.

Men trods de mange regler svarer 52 procent af de 16- til 20-årige, at de synes, at der bliver drukket for meget til fester på uddannelserne.

Ønsket om strammere regler er et udtryk for, at unge gerne vil have en festkultur, hvor alkohol fylder mindre, vurderer Malte Sauerland-Paulsen, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

- Man skal sørge for, at de her elever også føler sig repræsenteret i denne diskussion, når elever og ledelse skal have en dialog om at finde et regelsæt, hvor alle føler sig inkluderet, siger han.

Han slår fast, at uddannelserne skal uddanne folk, og hvis man ikke føler sig godt tilpas, bliver systemet ineffektivt.

- På den måde er man også nødt til at stå til ansvar og sørge for, at det sociale rum er på plads, siger formanden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.