Eleverne i Pandrup Musikskole har juletravlt

PANDRUP:Elever og lærere på Pandrup Musikskole har juletravlt. - Kor og orkestre optræder i mange sammenhænge rundt omkring i og uden for kommunen og vi er selv vært ved to arrangementer, siger musikskoleleder Carsten Bilde, der fortsætter: - Tirsdag 12. december holdes den traditionelle julekoncert i Jetsmark Kirke. Foruden solister deltager der blæsere fra Jetsmark Skoleorkester. Der bliver i den forbindelse mulighed for at høre både de helt nye blæsere og de lidt ældre. Hvetbokoret synger en afdeling med dejlige julesange og salmer. Koret er i denne sæson under ledelse af Lisbeth Nymark Sørensen. Hun vil i aftenens løb spille til fællessangene sammen med nogle af blæserne Fredag 15. december er der mulighed for at høre blæserne i et helt andet repertoire. Om eftermiddagen mødes man nemlig med Fjerritslev Bigband og Sct. Mariæ Skoles Big Band fra Aalborg. Jetsmark Skoles Festsal vil i nogle timer danne rammen om fællesøvning på nogle iørefaldende big-band numre. Disse kan opleves i en fælleskoncert i festsalen. Efter fællesnumrene bliver der lejlighed til at høre Sct. Mariæ Skoles big-band med noget fra deres spillebog, oplyser Carsten Bilde og tilføjer, at der er fri adgang til begge arrangementer.