Lokalpolitik

Eleverne skal flyttes

TVERSTED:Eleverne fra 7. årgang på Tversted Skole skal fra august næste år flyttes til Bindslev Skole. Den beslutning holder en stor del af de politiske ansvarlige i byrådet fast i, selv om flere forældre har udtrykt deres bekymring over forslaget. Borgmester Knud Størup (UP) kan på sin vis godt forstå de bekymrede forældre, men han slår fast, at der ikke er grund til bekymring. - Jeg kan godt forstå, at forældrene er bekymrede, hvis det går på frygten for at skolen dermed bliver lukket, men det er der på ingen måde tale om. Det, vi har lagt vægt på i vores beslutning, er, at der er mange pædagogiske aspekter, der taler for at flytte eleverne til Bindslev Skole, siger borgmesteren. Han mener, at man derved kan give eleverne en bedre undervisning - og beslutningen er i tråd med realiseringen af den fasedelte skole.