Elfenbenskystens paria holder ud

Elfenbenskystens ekspræsident har forskanset sig og nægter fortsat at afgive magten til sin folkevalgte rival

Elfenbenskysten 1. april 2011 23:04

ABIJAN: Elfenbenskysten ser ud til at nærme sig enden af den blodige vej, landet i månedsvis har befundet sig på. Det afrikanske lands præsident siden 2000, Laurent Gbagbo, søgte fredag tilflugt i landets største by, Abidjan, hvor presset på ham tog til time for time. Gbagbo nægter at træde tilbage til trods for, at FN har anerkendt hans rival, Alassane Ouattara, som vinder af det meget tætte valg, der den 28. november sidste år skulle sætte ild til den voldsomme politisk uro, der ser ud til at kulminere i disse dage. Mange tusind militær- og politifolk har vendt Gbagbo ryggen, hvilket efterlader den tidligere så stærke mand i Elfenbenskysten med højest 5000 unge paramilitære fanatikere, der ser sig selv som patrioter og nationens beskyttere. Sådan lyder vurderingen fra Vestafrika-ekspert og antropolog ved Aarhus Universitet, Christian Kordt Højbjerg: - Det er forbløffende, at Gbagbo ikke allerede er gået. Det er et dårligt tegn, for alt tyder efterhånden på, at det er et martyrium, han har besluttet sig for at lide, siger han. Kampene i Abidjan, der er Elfenbenskystens finansielle hovedstad, tog til i løbet af fredag. Skudsalver gav genlyd i gaderne omkring Gbagbos hjem såvel som omkring præsidentpaladset. Ouattaras støtter besatte desuden det statslige tv's bygninger. - Vi kan høre skud og se soldater, der bevæger sig rundt, men der er også bevæbnede civile, som løber rundt i gaderne, sagde en indbygger i området, Camara Arnold. Den Afrikanske Union har ligesom FN opfordret Gbagbo til at slippe sin sidste bid af magten i landet, så Alassane Ouattara kan sætte sig som den retmæssige indehaver af præsidentembedet. Men forgæves. - Han forsøger desperat at tegne et billede af, at viljen imod ham er et internationalt komplot, siger Christian Kordt Højbjerg. Den kristne Gbagbos støtter, fortrinsvis unge ivorianere, har de seneste år vendt deres vrede mod udenlandske gæstearbejdere på grund af den høje arbejdsløshed, der har ramt Elfenbenskysten, som tidligere var en stærk spiller i regionen. - Når Gbagbo taler til befolkningen, er det et billede af ultranationalistisk patriotisme, man ser. Han er fuldstændig overbevist om, at det er opgave fra gud, han er betroet, siger Christian Kordt Højbjerg. Stridighederne går både ud over civile og udenlandske hjælpearbejdere. Sent torsdag mistede den 34-årige svenske FN-medarbejder Zahra Abidi livet i sit hjem i Abidjan, da hun blev ramt af det, der ifølge det svenske udenrigsministerium var et vådeskud. Franske soldater udstationeret i Abidjan patruljerer flere områder i byen i et forsøg på at beskytte udenlandske borgere og forhindre plyndringer i kølvandet på urolighederne, der siden november har kostet hundredvis af mennesker livet. /ritzau/AFP/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...