Elgjagt i Värmland

For mange af Sveriges 300.000 elgjægere er det simpelt hen årets kulmination

I jagtperiodens start var det tyrene og kvierne, der blev skudt flest af, og nu er turen kommet til kalvene. Der er klar luft og let frost. Kun en svag vind rører sig, så det skulle være muligt at holde sig nogenlunde varm. Vi venter afslappet men alligevel koncentreret på, at en elg kommer på skudhold. Glem alt om gemsefjer, ribstrikkede knæstrømper og stilige lodenfrakker. Disse jægeres udstaffering består af lidt orange bånd på hatten eller, når det går højt, og ægtefællen måske har gjort sin indflydelse gældende, en orange vest eller kasket. Farven skal signalere, at bæreren ikke er en elg, hvis en jægerkollega i jagtlaget skulle få den fejlopfattelse. Trygt eller…? Årets kulmination Elgjagten er først og fremmest for de lokale lodsejere og dem, der lejer jagten. Fra anden uge af oktober og frem til at alle lovlige dyr er nedskudt, er der elgjagt. For rigtig mange af Sveriges 300.000 elgjægere er det simpelt hen årets kulmination, hvor ferie og hobby går op i en højere enhed. Og så drejer det sig naturligvis også om at få kød i fryseren, cirka 100.000 elge om året forsyner den svenske husholdning med 10.000-15.000 tons magert, økologisk kød. Vi er i det nordlige Värmland, nord for Torsby og tæt ved Indlandsvägen, hovedvej 45, som mange danskere kender fra sommerferier og skiferier til skandinaviske fjeldområder som Trysil, Sälen og Idre. Det er koldt at vente på elg. Kulden arbejder sig lige så stille fra den let frosne mosejord gennem de tyksålede støvler, de uldne sokker, de lange underbukser og de forede bukser. Selv en ihærdig pumpen med tæerne giver ingen særlig varmeeffekt, de forbliver følelsesløse, og det er der bare ikke noget at gøre ved. Fingrene varmes fra tid til anden i armhulerne, og at næsen bliver blårød med klart dryp er bare et personligt kendetegn, som nogle af os må leve med. Men kulden gør mørningen af kødet lettere at styre. Ved temperaturer lige over frysepunktet kan det fint hænge en ti dage før det skæres ud, så viser der sig en elg, skal der nok blive taget godt imod den. Kun Kalve Myndighederne bestemmer hvert år, hvor stort et antal dyr, der må nedlægges i et område. Deres afgørelse er baseret på vildttællinger og i området resulterer det i en jagtkvote på rundt regnet fem elge per tusinde hektar. For at sikre det største udbytte af bestanden skal halvdelen af de nedlagte dyr udgøres af kalve. Jagtlederen har besluttet, hvilket område, der skal avjages denne formiddag, og giver direktiv om, at der kun må skydes kalv. Elge bevæger sig tyst i skovbunden, men i dag har rimfrosten glaceret det tørre græs og mosset. Derfor er det muligt, at elgens elastiske skridt vil kunne høres som en let raslen i skovbunden. Og når man sidder og venter på elg, opdager man, at der er mange lyde i skoven. Nogle gange kommer lyden fra træernes ved, der giver sig med en knirkende lyd. Eller der blæser et isoleret vindpust ind over mosen, som får et par birkeblade til at rasle så støjende, at en tilrettevisning ligger lige for. Jeg ved, hvordan en elg kan lyde, som rumlende bøvs, der er forsøgt dæmpet uden succes, og det lytter jeg efter uden held. Pludselig flyver en tjurhøne op i fyrretræerne lige bag mig, larmen er chokerende. Den må lige så stille være listet ind på mig, mens den har været optaget af at guffe blåbær og tyttebær i sig, og så har den pludselig opdaget mig. Den bliver siddende i et fyrretræ, og ville sikkert have været let at skyde. Jagtlag og såter Et "jagtlag" består af 10-24 jægere, der posteres ud på markerede pladser indenfor deres jagtmark, som typisk er på 2000-4000 hektar. Området er opdelt i 5-10 såter, der hver kan afjages af et jagtlag på en formiddag. Markeringerne af skytternes pladser på en såt, jagtpassene er alt andet end sofistikerede. Kulørte plaststrimler i forskellige grader af afblegethed viser, at det er skyttepositioner, der har været anvendt i årevis. Jagtlaget deles op i grupper på tre-fire jægere. Hver gruppe har en jagtansvarlig, der placerer jægerne på jagtpassene. Hver jæger kender placeringen af jægerne på nabopassene. Riflen lades først, når man har placeret sig i passet, og patronerne tages ud, når man forlader passet. I de enorme värmlandske skovområder er det vanskeligt at lokalisere elg for mennesker, og her er jagthunden en uvurderlig hjælp. Det fremgår blandt andet af det forhold, at når elgkødet skal fordeles, får hunden en lige så stor portion, som hver af de deltagende jægere. I dagens jagt deltager der en hund, som fungerer som løshund. Det vil sige, at hunden støver elgen op og holder den i skak, mens den gir hals passende behersket, så de nærmeste pasjægere kan liste sig frem og nedlægge elgen. Jeg hører ikke hunden, men jeg hører skuddet. Disse folk skyder kun, når chancen for elg er meget stor, og det viser sig ganske rigtig, at der var bytte. Indvoldene tages ud af den nedlagte elgkalv, hvorefter de cirka 100kg transporteres ud til skovvejen på en såkaldt elgbærer, der er et lille bæltekøretøj. Ulvens territorium Jagten foregår lige midt i ulveområdet, og det er livsfarligt for en løshund at møde en ulv. De fleste jægere under såmænd gerne ulvene de elge, de har brug for at æde. Men en hund, der er bidt ihjel af en ulv får sindene i kog, og det er ikke let at tale ulvenes sag blandt jægere der har mistet en god jagthund. En stor del af jægerne opfatter det således ikke som moralsk forkasteligt at bortskyde de totalt fredede ulve. Derfor arbejder man på at finde en udrustning til en løshund, der bevirker, at ulve lader den være i fred. Hvis det lykkes, vil ulvene langt lettere kunne sikres mod ulovlig jagt, så de kan etablere et fredeligt liv i området. Folk sulter jo ikke, fordi ulvene også jager elg, og set fra et vildtbestand-synspunkt er ulvenes elgjagt en fordel. Den er nemlig med til at styrke bestanden, da det især er syge og svage dyr de nedlægger.