Energiselskaber

Elhandelsselskab rykker bedst på top 1000 liste

Nordjysk Elhandel hævede sig 546 pladser

En vækst i om­sæt­ning på 275 pro­cent ta­ler for sig selv. - Og det fort­sæt­ter i år, ga­ran­te­rer di­rek­tør Bo Lyn­ge Rydahl, men dog ikke helt i sam­me om­fang.

En vækst i om­sæt­ning på 275 pro­cent ta­ler for sig selv. - Og det fort­sæt­ter i år, ga­ran­te­rer di­rek­tør Bo Lyn­ge Rydahl, men dog ikke helt i sam­me om­fang.

AALBORG:Nordjysk Elhandel rykker bedst blandt de 1000 største danske virksomheder. I en opgørelse, som Dagbladet Børsen står bag, sprang det nordjyske selskab fra plads nummer 946 til plads nummer 400 målt på omsætning. Fra 2004 til 2005 voksede omsætningen for selskabet, der køber og sælger el på de Europæiske Elbørser, fra 226,5 millioner kroner til 851 millioner svarende til en stigning på 275 procent. Kun et firma blandt de 1000 fik større vækst i omsætningen målt i procent, nemlig entreprenørselskabet Munck Gruppen, men da det skete med en omsætning væsentligt under elhandelsselskabets sprang entreprenørselskabet under 300 pladser frem på rangstigen. Også opad næste år Med yderligere vækst på 20-30 procent i indeværende år garanterer direktør Bo Lynge Rydahl, at Nordjysk Elhandel også bevæger sig opad på listen næste år, omend det bliver i langt mindre grad end i denne ombæring. - Jo større omsætning, desto sværere er det selvfølgelig at løfte væksten målt i procent, siger Bo Lynge Rydahl. Han ser den foreløbige placering som et resultat af, at selskabet har investeret massivt i opbygning af medarbejderstabens kompetencer, så selskabet i dag ikke bare handler elektricitet på vegne af ejerne, en stribe nordjyske elselskaber, men også handler CO2-kvoter og sælger strøm til private. Rådgiver varmeværker Desuden har virksomheden haft stor succes med at rådgive og handle strøm på vegne af de decentrale kraftvarmeværker, der i dag afhænder deres elproduktion på det frie elmarked. Rådgivningen omfatter blandt andet produktionsplaner med henblik på at opnå den højeste afregningspris. Med kontrakter med mere end halvdelen af de 90 decentrale kraftvarmeværker i Jylland og på Fyn, der har tilmeldt sig det frie elmarked, har Aalborgfirmaet på dét punkt slået sine to storbrødre inden for elhandel, DONG og EnergiDanmark. Spørger kunderne Bo Lynge Rydahl forklarer det med, at Nordjysk Elhandel som det mindste selskab af de tre er gået meget ydmygt til opgaven. - Vi har spurgt kunderne om, hvad de har brug for og på det grundlag skræddersyet en løsning i stedet for at tilbyde færdige løsninger, siger Bo Lynge Rydahl. Samarbejdet med de decentrale kraftvarmeværker udgør i øjeblikket 15-20 procent af handelsselskabets omsætning, der i år vil runde milliarden og give et rekordresultat på over 30 millioner kroner.