- Eliteidræt skal ikke stoppe ved Limfjorden

FC Outlaws kun et springbræt for ambitiøse Lars Bach

FREDERIKSHAVN:Som spiller, træner, PR-mand og konstant arbejdende inspirator har den 36-årige frederikshavner, Lars Bach, om nogen været manden, der har gjort FC Outlaws til et suverænt førerhold i dansk floorball. Men FC Outlaws og floorball er kun et springbræt til andre og større idrætsgrene for en vendelbo, der er i besiddelse af langt flere visioner og idéer, end normalen på de nordlige breddegrader. - Det er spændende med FC Outlaws og kommende kampe i Europa Cup-slutrunden, men det er altså kun en mellemstation for mig, understreger Lars Bach, der har adskillige ishockeysæsoner som elitespiller i Frederikshavn IK bag sig. - Jeg brænder for sport, og især ser jeg store perspektiver i eliteidrætten. Da jeg samtidig er frederikshavner med stort F ærgrer det mig grænseløst, at al eliteidræt er på vej til at stoppe ved Limfjorden. - I øjeblikket har jeg en del civilt arbejde i forbindelse med diverse solcentre og nogle ejendomme i Frederikshavn, men om et par år er jeg parat til at gå helhjertet ind for min store lidenskab - idrætten. - Og udover at have kærlighed til store idrætsgrene som ishockey, håndbold og fodbold kan jeg altså også se en forretning i eliteidræt, hvis ellers det bliver grebet rigtigt an. - Ole Bach Jensen har forstået at skære det helt rigtigt i Aalborg senest med succes i Aalborg DH, og de samme muligheder ser jeg i Frederikshavn. Slagelse kan - Det gælder om at have visioner og opbakning fra erhvervslivet, og det sidste skal nok komme, hvis tingene bliver solgt korrekt. Se bare på en sjællandsk provinsby som Slagelse, hvor Anja Andersen har formået at samle et verdenshold i håndbold og få sponsorer alle steder fra. - I Frederikshavn har hverken FIK eller Fox Team Nord haft de store visioner, når bare man har undgået et økonomisk underskud. Og det er efter min mening helt forkert at nøjes med så beskedne målsætninger. Det sælger man i hvert fald ingenting på, siger Lars Bach. Den ambitiøse frederikshavner ser gerne et større idrætssamarbejde i Vendsyssel, hvor Vendsyssel Udviklings Råd (VUR) i øjeblikket arbejder med elitesporten i området. - Der vil bestemt være økonomiske muligheder i at have andre kommuner i Vendsyssel med omkring eliten, men man skal passe på, at tingene ikke bliver for bureaukratiske med for mange til at tage de afgørende bestemmelser. Store planer Med erfaringer fra FC Outlaws og kreativitet og kroner i baglommen håber Lars Bach om et par år at være med på beslutningsplan i eliteidræt i Vendsyssel/Frederikshavn. - Til den tid forventer jeg at kunne koncentrere mig fuldt ud om ishockey og anden topidræt, men en forudsætning er hele tiden, at den gammeldags, konservative indstilling bliver lagt på hylden. - Vi skal ikke stå tilbage for Aalborg, og vi skal ikke bare være stolte over at sende for eksempel de bedste fodboldspillere syd for Limfjorden, siger Lars Bach, der umiddelbart ser store muligheder i et sponsorsamarbejde mellem ishockey og fodbold i Frederikshavn. - Der er potentiale til 1. divisionsfodbold og elitehold i håndbold og ishockey i byen, men det kræver ledeles-og strukturmæssige ændringer. Ellers vil eliteidrætten i mange år fremover stoppe ved Limfjorden. - Og det vil være synd. For rigtigt grebet an vil jeg være i stand til at hente et overskud på en mio. kroner til FIK, samtidig med at klubben konstant holder sig i Top 4...