Eliten samles til Nielstrup Open

Tennis 4. september 2002 08:00

NIELSTRUP: Tennis i topklasse er ikke hverdagskost i Vendsyssel og slet ikke i Nielstrup, hvor man i weekenden for 15. gang afholder "Nielstrup Open". - Vi har simpelthen formået at samle en række gode spillere så vi denne gang kan vise tennis af bedste kvalitet, siger bestyrelsesmedlem Torben Spanner. - Vi kan presentere omkring 20 spillere hvoraf de otte vil spille i eliterækken. Af dem kan jeg nævne den tidligere frederikshavner Bjarne Svendsen, der nu spiller i Aalborg, samt Rasmus Nørby og Søren Spanner der netop har spillet Farum op i eliterækken. De afsluttede før sommer deres studentereksamen og spiller nu på fuld tid i Farum, hvor også Kristian Pless og Frederik Fetterlein havde deres levebrød under borgmester Peter Brixtofte. De to 20-årige hører til blandt top-20 spillerne i Danmark og de var for to år siden reserver til det danske Davis-Cup hold. I løbet af kort tid tager de to spillere videre til Portugal og Spanien for at spille ATP-turneringer inden de drager videre til USA hvor de skal gå på et universitet og spille tennis. - Vi har tre baner til rådighed i Nielstrup og med deres tyske granitgrus mener vi selv at råde over et godt anlæg. Weekendens kampe starter sidst på eftermiddagen fredag og fortsætter både lørdag og søndag hvor vi starter A-finalen kort efter middag. - Vi har en præmie på 2000 kroner til vinderen af Nielstrup-Open og ud over tennis foregår der mange aktiviteter omkring idrætsanlægget i byen. Der er endvidere fodbold på storskærm, idét Norge og Danmark spiller kvalifikationskamp i Oslo, og lørdag aften er der stor fest i teltet, slutter Torben Spanner. bob

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...