Eliten triller kugler og vælter kegler

Den danske mester Mikael Brændeskov er blandt deltagerne i Hobro. ARKIVFOTO

Den danske mester Mikael Brændeskov er blandt deltagerne i Hobro. ARKIVFOTO

HOBRO:Flere af Danmarks absolut bedste bowlingspillere deltager, når kugler og kegler i weekenden triller og vælter på Bowl’N’ Fun på Jyllandsvej i Hobro. Anledningen er startskuddet til den tredje udgave af turneringen Hobro Open, som i fjor samlede ikke færre end 240 bowlingspillere. - Indtil videre er der tilmeldt 155 spillere, men vi regner med at nå et betydeligt højere antal, før der spilles finale søndag 20. august, fortæller en af arrangørerne, Ole Drensgaard. I løbet af denne weekend er der i centret plads til 120. Der fortsættes 12.-13. august med indtil 80 spillere, og samme antal er der plads til i den afsluttende weekend 19. og 20. august. Om søndagen er der dog kun en enkelt start. Lige inden finalen, er der indført en såkaldt ”desperado”, hvor alle kan deltage. De fire bedste herfra går videre til finalerunden, hvor der er plads til i alt 32 spillere. Det er bl.a. de 20 bedste fra indledende runde. Blandt de absolutte favoritter i turneringen er Danmarks p.t. bedste spiller Mikael Brændeskov Andersen, der netop har vundet det individuelle DM samt hold DM. Spørgsmålet er dog, om han på hjemmebanen i Hobro kan stå for presset mod nogle af landets øvrige elitespillere. De foregående to år har han i hvert fald haft det svært netop i Hobro Open. Fra den lokale klub HIK-bowling, er der også tilmeldt mange deltagere til stævnet. Det gælder bl.a. nogle af klubbens bedste, der fra næste sæson spiller i 2. division.