Elitens direktør har en fortid i Hobro Sejlkjlub

Team Danmarks nye chef Søren Riiskjær har rødder i Hobro og i sejlklubben

Gymnasiale uddannelser 1. februar 2005 05:00

HOBRO: Team Danmarks nye direktør Søren Riiskjær har hentet en del af sin praktiske sportserfaring i Hobro. Den 51-årig topleder, der blev udnævnt i fredags, stammer fra Hobro. Han er søn af Poul Riiskjær, tidligere byrådsmedlem i Hobro og i dag med bopæl på Vilhelm Jensens Vej. Søren Riiskjær overtager Team Danmark-roret efter Preben Kragelund, der i en snes år stod i spidsen for teamet, der skal fører danske eliteidrætsudøver mod guld og international hæder. Søren Riiskjær voksede op i Hobro. Han gik på Søndre Skole og tog studentereksamen på Hobro Gymnasium. I sine unge år var han aktiv atletikudøver, men en knæskade sendte ham på tidlig pension i den idræt. - I stedet kastede han sig over sejlsport i Hobro Sejlklub. Han repræsenterede klubben både ved danske og nordiske mesterskaber i optimistjolle, fortæller Poul Riiskjær, der naturligt nok er stolt over sin søn og den fremtrædende position, han har fået i dansk idræt. Efter studentereksamen forlod Søren Riiskjær Hobro for at læse på universistet. Han virkede som idrætsforsker, og i 80'erne var han ekstern sekretær for det udvalg, der lavede betænkningen, som siden førte til oprettelsen af Team Danmark. Han har også arbejdet i Lokale- og Anlægsfonden, og siden 1997 har han været ansat i kulturministeriet. I 2001 blev han kontorchef for Kontoret for Idræt og Almen Kulturpolitik. Han er gift og har to sønner. Team Danmark varetager den overordnede planlægning af eliteidrætten i Danmark. Organisationen har et budget på cirka 125 kroner og kulturministeriet er største bidragyder med over 75 millioner kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...