Eliteroer gav inspiration

Eskild Ebbesen skød Sundhedsboost for sygehusansatte i gang i Arena Nord - 700 har oplevet foredraget.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev grinet meget, da Eskild Ebbesen holdt foredrag for de ansatte på Sygehus Vendsyssel. Foto: Hans Ravn

Der blev givet masser af gode råd om sundhed og motion, da eliteroeren Eskild Ebbesen torsdag aften i Frederikshavn holdt foredrag for 250 ansatte ved Sygehus Vendsyssel. Et af de helt konkrete råd fra Eskild Ebbesen var, at man skal melde ud til kolleger og venner, når man går i gang med en livsstilsomlægning. Så bliver det mere forpligtende. Flere ansatte ved sygehuset har allerede fortalt om deres sundhedsplaner i et særligt personaleblad, der omhandler det Sundhedsboost, som foredraget - og et identisk tidligere i Hjørring - var en igangsætter af. To andre har lovet at fortælle NORDJYSKEs læsere om målene, og om, hvordan det går med at få et sundere liv. De næste tre måneder har sygehuset fokus på de ansattes sundhed. Blandt andet kan de ansatte købe sig til udvidede sundhedsprofiler. - Mange folk bliver virkelig tændte, når de får tal på sundheden. De kan se, at når de dyrker motion, så flytter tallene sig i en positiv retning, fortalte Eskild Ebbesen. Han kunne med tal og plancher slå fast, at motion er godt. - Man skal motionere for at få det godt. En inaktiv livsstil er lige så farlig som at ryge. Så snart kommer der måske også skilte op ved sofaerne i Ikea, at de kan dræbe eller er yderst skadeligt for dit helbred, forudsagde Eskild Ebbesen. Han kunne berette fra flere af sine guldmedaljeroninger, men også om hvor svært han havde det med bare at løbe fem km rundt om Lyngby Sø. - Jeg ville løbe for at holde mig i gang, men det var svært. Jeg fandt på alle mulige undskyldninger. Først da jeg meldte mig ind i en løbeklub og til et motionsløb, blev det sjovt for mig. For mig har motion og det sociale altid hængt sammen, lød det fra Eskild Ebbesen. Han fremhævede at man ikke blot skulle motionere for at få mere overskud til andre ting, men måske også tænke på alderdommen: - Motion handler om, hvordan vi kommer til at leve de sidste syv-otte måske 15 år af vores liv. Som ung kan man det hele, selvom man ikke motionerer, men det kan man ikke, når man kommer op i årene, og dén tanke motiverer mig rigtigt meget. Chefportør Henrik David, 40 år, overværede foredraget og kunne godt være fristet til et sundere liv, men han skulle ikke benytte sig af metoden med at melde det ud. - Jeg lover ikke mere, end jeg kan holde. Jeg vil gerne dyrke motion, men der er masser af undskyldninger.