Udland

Elitesoldater stopper muligt terrorangreb i fransk tog

Mand, der er kendt for radikale synspunkter, nåede at såre tre personer, før han blev stoppet af tre soldater.

Det var angiveligt tre amerikanske marinesoldater, der fredag aften overmandede en bevæbnet mand i et højhastighedstog mellem Amsterdam og Paris.

Det skriver blandt andet CNN og den franske avis Voix du Nord.

Den 26-årige mand, der nu er anholdt for skyderiet, hvor tre personer blev såret, er af marokkansk oprindelse.

Ifølge CNN's kilder er manden kendt af efterretningstjenesterne for at have radikale, islamistiske synspunkter, og derfor spekuleres der i, om det var regulært terrorangreb, manden var i gang med at udføre, inden han blev overmandet.

Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, er forsigtig med at kalde angrebet for terrorisme.

- Som altid, når der sker noget, der minder om terrorisme, er vi nødt til at finde ud af præcis, hvad der er sket, siger han på en pressekonference og roser de amerikanske soldater.

- Uden deres mod kunne vi have stået med en forfærdelig tragedie, siger han.

De sårede i angrebet er en franskmand, en brite og en amerikaner. Ifølge avisen La Voix du Nord er den franske skuespiller Jean-Hugues Anglade blandt de sårede.

Han er blandt andet kendt for at have spillet en af hovedrollerne i filmen "Betty Blue" fra 1986 og fra "Nikita" fra 1990.

Ifølge en talsmand for de franske jernbaner var gerningsmanden bevæbnet med automatvåben og knive.

Frankrig har været i højeste beredskab, siden militante islamister dræbte 17 personer i og omkring Paris i januar i forbindelse med angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.