Eliteturnering på slankekur

Kun otte hold i Superelite-rækkerne hos begge køn

Håndbold 1. juni 2005 06:00

AALBORG: Superelite-rækkerne i den internationale træningsturnering i håndbold, Nøvling IF's HKS Cup, bliver i 2005-udgaven 26.-28. august kun halvt så store, som de plejer at være. Det er flere års konstruktiv kritik fra en del af deltagerne, der har fået turneringsleder Bjarne Nielsen til at slå bolden i gulvet og reagere. - Superelite-rækkerne kommer i år kun til at omfatte otte hold hos både kvinder og mænd. Tidligere har der været 16 hold hos begge køn, siger Bjarne Nielsen, der kun mangler ét hold hos mændene i at have årets felt i Superelite-rækkerne grydeklar. - Ændrigen betyder, at alle hold i Superelite-rækkerne er sikret fire kampe. Den første kamp spilles fredag og de to næste lørdag, og her er kampene fastsat til 2 x 25 minutter. Søndag spilles der fuld tid - 2x30 minutter - i placeringskampene, finale, bronzekamp, kampen om 5.-6-pladsen og opgøret om 7.-8.-pladsen. Der har mange trænere efterlyst, og nu imødekommer vi ønskerne, fortsætter Bjarne Nielsen. - Nogle falder fra AaB Håndbold udgør det nordjyske islæt i mændenes Superelite-række, mens Aalborg DH vender Nøvling IF's turnering ryggen og ikke er med i deltagerfeltet. Bjarne Nielsen er godt klar over, at ændringen i konceptet sandsynligvis vil betyde, at flere hold, der sportligt balancerer tæt på Superelite-rækkerne, måske fravælger Nøvling-turneringen, som den internationale træningsturnering fortsat kaldes i folkemunde uden skelen til skiftende hovedsponsorer. - Det er klart, at ændringen betyder, at nogle hold ikke kommer med der, hvor de selv mener, de hører hjemme. Horsens HK fra kvindernes HåndboldLiga er sammen med Kolding IF eksempler på hold, der dumper et niveau ned i hierarkiet, og Horsens HK har på den konto allerede meldt fra til turneringen. - Samlet tror jeg dog på, at vi får nogle virkelig stærke puljer i Superelite-rækkerne på den her måde, og nu ser vi hvordan, de nye koncept bliver modtaget, understreger Bjarne Nielsen. Kolding IF er med Der skal sædvanen tro spilles i op mod en lille snes haller i Aalborg og omegn, men hovedhallen for finaler og åbningskampe er fortsat Aalborg Stadionhal 1, mens Klaruphallen - Nøvling IF's hjemmebane - også får nogle af de mest interessante kampe på menuen. Hos mændene er de nykårede danske mestre fra Kolding IF det store trækplaster sammen med AaB Håndbold og de norske mestre fra Haslum. Hos kvinderne ligner Viborg HK og Ikast Bording EH de største tilskuermagneter sammen med de norske mestre Larvik samt russiske Lada Toljati.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...