ELLE kommer med dansk boligmagasin

Nu udfordrer modemagasinet ELLE det danske marked for boligmagasiner med et nyt internationalt magasin.

ELLE kommer med dansk boligmagasin

Modemagasinet ELLE udvider nu sit univers og vil udgive det verdenskendte ELLE Decoration i en dansk version efter sommerferien til glæde for alle bolig- og indretningsinteresserede kvinder.

Det skriver ELLE i en pressemeddelelse.

ELLE Decoration udgives allerede i 25 lande, og det er danske ELLE, der har besluttet sig for at bidrage til magasinmarkedet med endnu et boligmagasin. Det sker, fordi bladet mener, at der er behov for et mere feminint og internationalt boligmagasin i Danmark.

- Vi vil give de købestærke og stilbevidste kvinder mere Paris, London og New York og gøre trends og tendenser herfra brugbare for moderne danske kvinder med fokus på interiør, design og bolig, fortæller ELLEs chefredaktør, Cecilie Christiansen.

Udgivelsen af det nye magasin bygger på et internationalt koncept og bliver ifølge Cecilie Christiansen også udgivet, fordi der er efterspørgsel fra både læsere og annoncører over hele verden.

- Vores samarbejdspartnere har igennem en længere periode efterspurgt et cool design- og interiørmagasin, som netop kombinerer kvindeliv, mode og bolig uden, at det går op i madopskrifter, blomster og flæser, konstaterer chefredaktøren.

ELLE Decoration udgives første gang i september sammen med ELLE-magasinet og udvikles af en selvstændig projektredaktion med Cecilie Christiansen som chefredaktør.

/ritzau/