- Ellen, hvor er Ibrahim henne?

Legestuen på Brovst Asylcenter er et inferno af traumer, sprogforskelle og lidt for hyppig udskiftning. Alligevel elsker børnene det faste holdepunkt i deres liv

TRANUM:- Man skal være lidt småtosset for at være her. Pædagog Ellen Cortes smiler varmt, men med en alvor bag de milde øjne. For tosset i ordets kedeligste betydning er ikke valgt helt forkert. Ellen Cortes er ansat i Brovst Asylcenters legestue. En bygning, hvor 12 børn hver dag leger og ikke vil tage hjem. En bygning, som irakiske og somaliske forældre opsøger for at få råd. En bygning med kun to børn tilbage af de 12, der startede i august. - Kaos er der nok af udenfor. Herinde skal der være struktur, fortæller Ellen Cortes om legestuens fornemmeste opgave. Hver morgen klokken 7.45 åbner hun dørene til legestuen for den lille gruppe 3-6 årige børn. De kan i teorien komme fra hvert sit land allesammen, så eneste sikre fællesnævnere er alderen og manglen på dansk cpr-nummer. Som ofte eneste stabile hjørnesten i en dagligdag fuld af usikkerhed, og som en befriende pause væk fra forældrenes frygt elsker børnene deres legestue. De 2-årige børn står utålmodigt med næsen trykket mod ruden. De andre vil ikke hjem. Glemt at lege - Faktisk har mange af vores børn glemt, hvordan man leger, når de kommer her. Enten fordi de ikke har haft legetøj, eller fordi de har blokeret for leg. Så vi viser dem, hvordan man leger, fortæller EllenCortes. Hun husker et eksempel, hvor en anden pædagog fik den idé at købe en bondegård med dyr ind til legestuen. Børnene smed omkring med køer og traktorer. De vidste ikke, hvad de skulle bruge bondegården til og i øvrigt heller ikke, hvad den forestillede. - Så tog vi ud og kiggede på marker og traktorer og klappede køer. Og efterhånden fandt de altså ud af det, fortæller Ellen Cortes. Dukker med mørkebrun hud dominerer i legetøjsbunken. På børnenes kasser til vanter og sko står der eksotiske navne som Artzan, Hamsa og Elmedina. Ellers ligner legestuen en ganske almindelig børnehave. Et farveflor af tuschtegninger, miniaturebiler, Kalaha og perler. Lige for tiden er der fem sproggrupper repræsenteret i legestuen. - Det eneste fællessprog er det dansk, vi lærer dem. Vi bruger selvfølgelig kropssproget, men det rækker ikke til en meddelelse. Så vi siger ”Du må ikke tage legetøjet ud af hænderne på ham” samtidig med at vi laver mimik. Det tager lang, lang tid, men pludselig er den der. Forsvundet om natten Mistilliden til voksne er stærk blandt de hårdtprøvede børn. Voksne skyder på hinanden, voksne lyver om fremtiden, voksne sidder og græder og kan ikke overskue situationen. Ellen Cortes forsøger at være ærlig, også når hun ikke har lyst: - Af og til er et barn fra legestuen jo bare forsvundet over en nat. Flygtet måske. Det giver utryghed, og børnene spørger ”Har de fået asyl?”. Jeg svarer ”Nej, de er rejst”, siger hun. Siden sommerferien er hele fire børn forsvundet pludseligt. Det giver den daglige ”Godmorgen, hvem er her i dag?”-samling et helt nyt perspektiv. - Ja, det er hurtigt ned med ballonerne her. Og op med nye, siger Ellen Cortsen og nikker mod de farvestrålende papballoner med børnenes navne. Tit nævner børnene de forsvundne legekammerater ved morgensamlingen. Det kan de blive ved med i ugevis. - Det er helt anderledes med de børn, der har fået asyl. Dem kan vi knytte et stednavn til, så dem glemmer vi lettere, forklarer Ellen Cortsen. Legestuens største skat er billedmapperne. Her kan børnene se de mistede venner, og de kan se billeder af sig selv, der hjælper dem til at danne en ramme og en identitet midt i virvaret. Mere end Grundtvig Et andet digert værk er barnets tegnemappe. Ellen Cortes opfordrer tit barnet til at tegne det sted og hus og den familie, de kommer fra. Det bliver til hytter, storbyer, lianer og kæmpefamilier. - Alting er nyt her i Danmark. Ikke bare sproget og omgivelserne, men også det at vi bor sammen som små familier i stedet for med bedsteforældre, kusiner og fætre. Ved at tegne deres gamle hjem kan børnene bedre bearbejde omvæltningerne, siger Ellen Cortes. Forældrene hjemme i asylcenterhuserne skal også understøtte kendskabet til barnets ophavskultur, mener hun. Det kan være gennem et eventyr, en fortælling eller en sang. - Vi kan give børnene den danske kultur. Forældrene har pligt til at give dem deres egen. Det er fra dit primære sprogs poesi og litteratur, du henter fraser til dit eget ordforråd, og de skal jo ikke nødvendigvis tænke Grundtvig, når de tænker filosofisk. Man bliver afstumpet i sit menneskesyn, hvis man har et hul i sin kulturforståelse, slår Ellen Cortes fast. Og tilføjer, at det er brudte referencerammer, der gør nogle indvandrere kriminelle. Opdragelse på hovedet Legestuen har tæt kontakt med børnenes forældre. Hvis et barn pludselig farer rundt, ikke vil spise sin madpakke eller begynder at græde, når nogen tager legetøjet, er det et tegn på, at der er noget galt. - Tit skyldes det, at forældrene i en periode er så fyldt op, at de simpelthen ikke kan give barnet god nok omsorg. Så snakker vi med dem, og det bliver som regel bedre, siger EllenCortes. Nogle familier kan også have brug for vejledning i, hvor meget de skal snakke med børnene om krigen og ulykkerne, de har bag sig. De gør det enten alt for meget eller alt for lidt. - Vi råder dem for eksempel til at snakke om det én time hver dag og så slut. Og et par timer før sengetid skal man ikke snakke om problemer, man ikke kan gøre noget ved. Det skal kun være humoristiske erindringer som ”dengang bedstefar lærte mig at fiske” eller ”kan I huske, da hunde væltede skålen” eller sådan noget, siger Ellen Cortes. Endelig er det danske opdragelsesmønster stik modsat af mange mønstre sydpå. Hvor vi heroppe tillægger barnet mere og mere ansvar og medbestemmelse, jo ældre det bliver, indsnævres for eksempel mellemøst-børns udfoldelse med alderen. Alle springer for at fjerne en sten på vejen for det lille barn, men når det bliver større, må det indordne sig under yngre søskende. - Så ja, vi har mange prinser og prinsesser, griner Ellen Cortes. - Men her i legestuen skal de nu selv tage sko på, og der er børn altså fabelagtige. De finder lynhurtigt ud af, at der er andre regler, der gælder, siger hun.