ELRO skal sørge for lys i lamperne

Privat selskab overtager driften af offentligt gadelys og kommunen sparer syv mio. kr.

Søren Østergaard
Mariagerfjord Kommune overlader det til selskabet ELRO at levere strøm og vedligeholde det kommunale gadelys og sparer syv mio. kroner over fire år. Arkivfoto: Lars Pauli
Skattepolitik 1. november 2007 05:00

MARIAGERFJORD: Er pæren løs eller masten knækket, rykker det private elselskab ELRO ud til gadelyset i Mariagerfjord Kommune. Sådan er det efter 1. januar, hvor kommunen overlader det til det østjyske ELRO at vedligeholde og levere strøm til gadelyset. Da kommunen sendte opgaven i et EU-udbud, kom to tilbud. ELRO var billigst med 18,8 millioner kroner for at passe lyset i fire år. Det andet bud kom fra Energi Randers og lød på 19,6 millioner kroner. Sparer afgift Preben Christensen (S), formand for udvalget for teknik og miljø, deltog ikke selve i udvælgelsen af den nye leverandør, da han som medlem af Energi Randers¿ repræsentantskab var inhabil. Men udvalgsformanden er godt tilfreds med resultatet. Kommunen sparer nemlig syv millioner kroner over fire år. Med udliciteringen slipper man alene i afgifter til staten for at betale over fire millioner kroner. Og det er netop for at undgå afgiften, at kommunen besluttede at udlicitere. I kommunens budget for 2007 er der allerede planlagt med en besparelse. Men den kan ikke nås, al den stund at den nye aftale med ELRO først gælder fra næste år. Private i Arden udenfor ELRO skal ikke skrue pærer i alle lamper. Mariagerfjord Kommune har endnu ikke været i stand til at indgå en aftale med den halve snes private gadelysforeninger, som virker i den gamle Arden Kommune, og som ejer deres gadelys. Tre af dem, Arden Gadelysforening og foreningerne i Vebbestrup og Rostrup, ønsker penge på bordet for at overdrage lamperne. Blandt andet fordi deres anlæg er gældfri. Det har kommunen indtil videre afvist. - Derfor omfatter aftalen med Elro ingen af foreningerne, men vi arbejder videre på en løsning, som giver alle de private foreninger ens betingelser, siger Preben Christensen. Aftalen indebærer, at de private foreninger fortsat har ansvaret for at vedligeholde deres lamper. Men foreningernes medlemmer betaler samtidig via skatten for vedligeholdelse af det øvrige gadelys i kommunen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...