Mælkeproduktion

Elsket og hadet Arla-chef

Jens Bigum, tidligere Arla-topchef, Højbjerg, Århus, er blevet betegnet som mejeribrugets pansergeneral, men også respekteret for sine visioner for mejeriernes fremtid.

Jens Bigum - 70 år i dag.

Jens Bigum - 70 år i dag.

I dag fylder Jens Bigum, elsket og hadet for sin indflydelse på udviklingen i dansk mejeribrug, 70 år. Han er frygtet og respekteret for sin vilje til at sejre og få sine visioner igennem, mens andre begræder de konsekvenser, det har givet for mejeristrukturen. Om det havde udviklet sig anderledes uden ham, er nok et spørgsmål, men det hele ville have været anderledes. I dag kan Jens Bigum betegnes – mere end nogen anden – som arkitekten bag dannelsen af Danmarks og et af Europas største mejeriselskaber, og han er også særdeles medskyldig i, at landets mange mindre mejerier et efter et er forsvundet og indlemmet i Arla. I 1970 var der 520 selvstændige mejerier i Danmark, i dag sidder Arla på over 90 procent af mælken, og kun en lille underskov af småmejerier er tilbage. Hans spor som særdeles indflydelsesrig erhvervsmand er tydelig også efter Arla-tiden. Han er i dag formand for Carlsberg Breweries A/S og sidder i bestyrelsen i andre erhvervsvirksomheder, ligesom han efter sin mejerikarriere blev formand for Aarhus Universitet som led i bestræbelserne på at sammenkæde uddannelses-, forsknings- og erhvervsmiljøet. I 33 år var Jens Bigum ansat i mejeribruget, inden han abdicerede som "den grå mælkekonge" for fem år siden og overlod tøjlerne til en svensker og siden til en af sine unge danske undersåtter, den nuværende topchef Peder Tuborgh. Jens Bigum er uddannet cand.agro. Allerede i 1970 blev han økonomichef i det daværende Mejeriselskabet Danmark, som siden fik det erklærede mål at samle al dansk mælk "i en junge". Det er næsten lykkedes, idet Bigum som inkarneret andelsmand var central i den benhårde kamp om at få de to store, MD Foods og Kløver Mælk, til at fusionere. Det skete, mens de mange mindre aktører blev opslugt på stribe, og fusionen med svenske Arla lå for døren. Også dansk mejeribrugs britiske aktiviteter har Jens Bigum været stærkt inddraget i, og det var en bestyrelsespost i Arlas britiske datterselskab, han slap som punktum for sit engagement i mejerisektoren for halvandet år siden. Jens Bigum bor med sin hustru, Anette, i Højbjerg ved Århus, men driver samtidig en landbrugsejendom i Hejnsvig ved Billund. /ritzau/