Elvis' bedste ven

Red West kom tættere på Elvis end nogen anden. Han oplevede en rar, munter mand, der til sidst styrede sig selv mod afgrunden

Danmark 29. september 2002 08:00

Drengene i underskolen i Memphis var klippet plyssede og lignede hinanden, mens 12-13-årige Elvis havde langt hår, pink skjorte og sorte bukser. Han skulle fa'me have nogen bank! Men den store, muskuløse, rødhårede Red, der gik i klassen under, greb ind og standsede en ufrivillig afskæring af Elvis' anderumpe. Det glemte den fattige, hvide knægt fra slumkvarteret ikke, da han blev verdens største stjerne. Red fulgte Elvis fra begyndelsen i de tidlige 1950'ere og næsten til slutningen i august 1977. Han var Elvis' bedste ven, måske ham, der kendte Kongen allerbedst, men siger selv: - Jeg var nok kun Elvis' andenbedste ven, for jeg har hørt et hav af mennesker påstå, at de var hans bedste ven - sådan nogle, der har talt med ham i op til ti minutter... Red West fulgte Elvis overalt, dag og nat, men i 1976 blev han fyret som bodyguard, og året efter udgav han sammen med to bodyguard-kolleger bogen "Elvis - What Happened" med stærke afsløringer af et enormt forbrug af kvinder, stoffer og en til tider aparte livsførelse bag Gracelands velbevogtede mure. Elvis læste bogen inden sin død, og fanatiske fans har siden nærmest givet Red West skylden for at have fremskyndet Kongens død som 42-årig. Red Wests hensigt med bogen var at redde Elvis - men inden det kom så vidt, var der gået mange muntre, vilde og helt utrolige år. - Elvis så anderledes ud allerede som dreng. Han ville være ualmindelig, og langt senere så du det samme karaktertræk med hans hvide jumpsuits og hans kapper og hans frisure, siger Red West, der for første gang besøger Danmark sammen med sin kone, Pat, som er Elvis' tidligere sekretær. De er hentet hertil af den danske Elvis Presley Fanclubs formand, Henrik Knudsen. I gør lørdag mødte de danske fans det lattermilde West-ægtepar ved et arrangement i Randers lørdag 28. september. - Elvis var fundamentalt lidt genert og sky. En enspænder. Men desto mere selvsikker var han, når han skulle optræde. Gennem hele sit liv holdt han sig meget for sig selv - han blandede sig ikke med selskabslivet i Hollywood, og han gik meget sjældent ud til arrangementer. Kun når der var gospel-koncerter, viste han sig. Ingen kunne sige nej - Elvis var rar, munter, generøs og ærlig. Bortset fra hans fabelagtige talent var han en helt normal mand, altid enormt optaget af musik og med stor seriøsitet i sit arbejde. Musikalsk vidste han præcis, hvad han ville have, og han styrede sine pladeoptagelser suverænt. Han havde en stærk vilje - og alle, der kom i kontakt med Elvis, havde svært ved at sige nej til ham, siger Red West, og Pat fortæller: - Vi besluttede at tage ud til et par timers fodboldkamp i Memphis, men kampen var kedelig. Så foreslog Elvis, at vi fløj til Dallas for at se ombygningen af hans nye jetfly. Herefter fløj vi til Palm Springs i Californien. Vi blev der en uge! Sådan var han - det var godt, vi havde en god babysitter, fastslår Pat West, der ellers kan berette om at være sekretær for en venlig og imødekommende chef. - Han var sød og meget let at arbejde for. Jeg var på hans kontorer på Graceland, og han kom ofte over og snakkede og læste fanpost. Han var også fuld af sjov og havde en stor sans for humor. Jeg var kun 19 år, og det var på Graceland, jeg mødte Red. Vi blev gift tre uger efter i 1961. Red West oplevede på nærmeste hold, at den sky og tilbageholdende Elvis gav sin første skoleoptræden og fulgte ham til verdensberømmelsen med enorme koncerter, der blev tv-transmitteret over hele verden. Han oplevede Elvis definere rock musikken og indspille de udødelige hits - tiden i 1950'erne og 1960'erne var den sjoveste: - Jeg kørte bilen, mens vi tog fra sted til sted med Elvis og hans to musikere, bassisten Bill Black og guitaristen Scotty Moore. Senere kom trommeslageren D.J. Fontana til. Vi var i en ny by hver aften, og publikum blev vildere og vildere. - I 1960'erne var jeg med til alle filmoptagelserne og medvirkede ofte som stand in for Elvis, som stuntman eller i en rolle. Elvis var meget utilfreds med mange af sine filmmanuskripter og med mange af de sange, der blev indlagt i filmene. Hans interesse for musik var altid usvækket, og han gik efter det optimale resultat. Han var uhyre musikalsk, men til gengæld fuldstændig ligeglad med priser og æresbevisninger. Hans guldplader, som han modtog i meget store mængder, lå på gulvet eller stillet i store stakke op ad væggen rundt omkring på Graceland. - Jeg tog for nogle år siden vore børnebørn med på Graceland, og jeg blev meget forbløffet over alle guldpladerne, som nu hænger i det vældige trofæ-rum. Jeg har aldrig set dem på den måde før - Elvis gad heller ikke modtage dem ved ceremonier og med taler. Han fik dem bare sendt med posten. Afslutningen Fyringen i 1976, hvis årsager fortaber sig i det dunkle, vil Red West nødig tale om. - Jeg vil huske alt det positive i mange, mange år frem for det negative i de sidste. Det var ikke Elvis, som fyrede mig (det var Elvis' far Vernon Presley, red.), siger Red West kortfattet. Han mener også, at der har været sagt nok om Elvis' medicinmisbrug, der i hans allersidste år var helt ude af kontrol. - Jeg prøvede at få ham til at stoppe det - og det var vi flere, der gjorde. Men det var helt forgæves - han ville overhovedet ikke lytte. Derfor skrev vi bogen om vore oplevelser - for at prøve at få ham til at forstå alvoren, for at lægge pres på ham, for det var jo i en tid, hvor man ellers ikke offentligt diskuterede sit stofmisbrug. Elvis drev sig selv mod afgrunden. Vi vidste, hvordan det ville ende og gjorde et desperat forsøg på at forhindre det. - Basalt set var det kedsomhed, som slog Elvis ihjel. Han havde hele tiden brug for udfordringer, men til sidst havde han ikke flere bjerge at bestige. Hans karisma var der fra start til slut, og talentet var simpelthen enormt. Men Elvis blev et offer for sin egen berømmelse, siger Red West, og der er smerte i hans ansigt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...