EM er væk: Landsholdsspiller har ødelagt korsbåndet

Et overrevet korsbånd sender Mia Rej på operationsbordet og ud af betragtning til EM i december.

Mia Rej sluttede Golden League-turneringen i weekenden i smerte, da hun skadet måtte forlade kampen mod Polen. Det har siden vist sig, at hun har revet korsbåndet over. Foto: Norde Ernst Van/Ritzau Scanpix

Mia Rej sluttede Golden League-turneringen i weekenden i smerte, da hun skadet måtte forlade kampen mod Polen. Det har siden vist sig, at hun har revet korsbåndet over. Foto: Norde Ernst Van/Ritzau Scanpix

Weekendens Golden League-turnering i Aarhus sluttede trist for København Håndbolds Mia Rej, som måtte bæres fra banen i kampen mod Polen i store smerter.

Bagspilleren tog sig til højre knæ, og desværre for Mia Rej viste det sig at være en alvorlig knæskade.

Det forreste korsbånd i højre knæ er revet over. Det kræver en operation og sædvanligvis 9-12 måneders pause.

- Det var desværre den besked, jeg forventede og frygtede, og det er vanvittigt hårdt lige nu, og jeg er selvsagt rigtigt ked af det, siger Mia Rej til København Håndbolds hjemmeside.

Ud over en masse missede kampe i både ligaen og Champions League for sin mesterklub betyder skaden også et farvel til EM i december, hvor hun kæmpede for en plads i landstræner Klavs Bruun Jørgensens trup.

- Det er en stor drøm om Champions League og en mulig slutrunde med landsholdet, der er brast. Jeg tror faktisk ikke helt, det er gået op for mig endnu. Jeg er nærmest lidt i chok, siger Mia Rej.

København Håndbold møder onsdag aften EH Aalborg i kvindernes bedste håndboldrække, mens mestrene i den kommende weekend åbner Champions League-sæsonen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.