EM-heltenes anfører fylder 50 år

Lars Olsen, som på onsdag fylder 50 år, var anfører, da det danske fodboldlandshold i 1992 sensationelt sejrede ved EM i Sverige.

Søren Nielsen
Fodboldtræner og tidligere landsholdsspiller Lars Olsen fylder onsdag 50 år. Foto: Claus Fisker/Scanpix
Fodboldlandsholdet 1. februar 2011 05:00

Han var centrum for næsten hele fodboldverdenens opmærksomhed, da han den 26. juni 1992 som dansk landsholdsanfører løftede EM-trofæet op mod aftenhimlen i Göteborg. Billedet af en storsmilende Lars Olsen efter den sensationelle danske triumf står frisk på nethinden hos danske fodboldentusiaster. Efter at have spillet i Glostrup og Køge voksede Lars Olsen sig stor som fodboldspiller, da han blev en del af Brøndbys succeshold, der sikrede klubbens første DM-guld i 1985. Forsvarsspilleren nåede i alt at vinde seks danske mesterskaber med klubben, det sidste i 1996, da han indstillede karrieren. Lars Olsen opnåede desuden 84 A-landskampe og scorede fire mål, og han var med ved tre EM-slutrunder. Det internationale højdepunkt med Brøndby kom i 1990/91-sæsonen, da klubben var få minutter fra at kvalificere sig til finalen af Uefa Cuppen, men blev snydt af italienske Roma. I sommeren 1991 tog Lars Olsen hul på en udlandskarriere, der bragte ham til Trabzonspor i Tyrkiet, Seraing i Belgien og FC Basel i Schweiz. Da den aktive karriere var slut, fortsatte Lars Olsen hos Brøndby i forskellige trænerfunktioner, indtil han den 1. januar 2003 fik sit første cheftrænerjob hos Randers FC fra den næstbedste række. Det blev til oprykning til Superligaen i 2004, nedrykning året efter og en ny oprykning i 2006, hvor Randers-holdet også sørgede for en overraskende triumf i den danske pokalturnering. Med de gode resultater fulgte også interesse fra større klubber, og i sommeren 2007 indledte Lars Olsen sit lidt over tre år lange ophold hos OB, der blev bragt brat til ophør med fyringen sidste efterår. Det vil dog ikke være nogen overraskelse, hvis Lars Olsen inden længe igen er at finde på en trænerbænk, enten i Danmark eller udlandet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...