EM: Hollandsk storsejr inden Danmark-kamp

Holland varmede op til EM, hvor Danmark er den første modstander, med en 6-0-sejr over Nordirland.

EM: Hollandsk storsejr inden Danmark-kamp

Mens det danske fodboldlandshold afsluttede EM-forberedelserne med en 2-0-sejr over Australien, så gik de kommende hollandske modstandere målamok mod Nordirland, der lørdag aften blev banket med hele 6-0.

Arsenals stjerneangriber Robin van Persie scorede to gange i Amsterdam Arena - det ene mål på straffespark - og det samme gjorde FC Barcelonas Ibrahim Afellay. Desuden kom Wesley Sneijder og Ron Vlaar på måltavlen.

Dermed tyder det på, at hollænderne er skarpe foran mål, inden EM-kampen mod Danmark 9. juni.

Danmarks næste gruppemodstander Portugal skuffede til gengæld med et 1-3-nederlag til Tyrkiet, som ikke er med til EM.

Manchester United-spilleren Nani scorede portugisernes enlige mål, mens Cristiano Ronaldo misbrugte et straffespark for Portugal.

Ligesom danskerne rejser Holland til holdets EM-base i Polen på mandag.

/ritzau/