EM-stjerner giver opvisning

Danske, svenske og norske EM-helte spiller i Aars

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

lÆRKE mØLLER på julebesøg i Aars. Arkivfoto

Håndboldsamarbejdet Team Vesthimmerland er klar med en ekstra julegave til det lokale håndboldpublikum: En opvisningskamp med en stribe af de håndboldpiger, der i ugerne op mod jul begejstrede tv-seere i milliontal landet over og publikum i fyldte haller i Aalborg og Herning. I Idrætscenter Østermarken i Aars er der onsdag 29. december om aftenen arrangeret en kamp mellem Team Vesthimmerlands håndbolddamer, der til daglig spiller i 2. division og stjernespækkede FCM fra den danske håndboldliga. - Vi lavede aftalen med FCM for et par måneder siden. Holdet er i julen i træningslejr i Fjerritslev og da jeg spurgte holdets træner Kenneth Jensen, var han straks med på at få en træningskamp i Aars mod vores 2. divisionshold, fortæller sportschef Lars Hansen fra Team Vesthimmerland. Lucky punch - Jeg havde selvfølgelig håbet på, at det danske landshold ville klare sig godt ved EM i kvindeboldhåndbold, men at de dels skulle nå så langt og dels blive hele nationens håndbold darlings, det havde jeg dog ikke ventet. Derfor var det lidt af et lucky punch, at vi traf aftalen med FCM om at komme på besøg. De kan jo præsentere en perlerække af prominente landsholdsnavne - ikke blot danske piger men også to store profiler fra henholdsvis det svenske og norske landshold, siger Lars Hansen. Det gælder ikke mindst FCM's Linnea Torstenson, der i EM-turneringen var svenskernes helt store stjerne. Hun blev efter finalen søndag udpeget til All Stars holdet samt kåret til Tournament MVP - turneringens vigtigste spiller - hvilket er den største individuelle hæder, en spiller kan få under EM-slutrunden. Linnea Torstenson hamrede under EM-turneringen ikke færre end 48 bolde i kassen - kun Cristina Neagu fra Rumænien scorede flere. Fra det norske landshold dukker Tonje Nøstvold op, og fra det populære danske landshold har FCM kvartetten Lærke Møller, Trine Troelsen, Line Jørgensen og Susan Thorsgaard med på holdet. - Vi er stolte over at kunne præsentere vores trofaste publikum og sponsorer for et sådan scoop, som det er at kunne vise alle disse landsholdsspillere samt alle de øvrige topspillere på FCM-holdet, siger sportschef Lars Hansen og tilføjer: - Vi håber selvfølgelig, at der kommer rigtig mange i Idrætscentercenter Østermarken, hvor der er kampstart kl. 19. Alt over 300 vil være dejligt og med flere end 500 tilskuere vil vi være mere end tilfredse, siger Lars Hansen. FCM-træner Kenneth Jensen har lovet, at alle stjerner vil være med i Aars og forventer, at de trods EM-strabadserne alle kan spille. Der bliver mulighed for at få autografer fra de mange landsholdsstjerner.