Lokalpolitik

Embedsmand: Handler om at se sig selv i øjnene

KØBENHAVN:- Bland dig udenom. Så tydelig var beskeden fra Farums tidligere borgmester, Peter Brixtofte, til juridisk konsulent i kommunen, Mogens Beier. Tidspunktet er år 2000, og sagen handler om 59 ungdomsboliger, som borgmesteren gerne vil have opført ude i et industrikvarter. Det kan ikke lade sig gøre uden at lave en ny lokalplan, og desuden skal byggeriet i udbud, påpegede Mogens Beier - både over for borgmesteren og de medier, som spurgte ham. - Det skal boligselskaberne nok selv finde ud af, mente borgmesteren, som derfor tog sagen ud af hænderne på Mogens Beier og gav den til mere velvillige embedsmænd, som rettede papirerne til, så byggeriet kunne gå igang. Det var ikke første gang, at Mogens Beier havde sagt sin mening højt, også selvom den ikke harmonerede med borgmesterens, men den ældre og garvede medarbejder frygtede ikke for sit hoved. - Peter havde selv hentet mig hertil, og han har nok hurtigt indset, at mig kunne man ikke kue, og at der ville blive ballade, hvis han fyrede mig eller satte mig ned i løn. Derfor var der ingen synlige straffesanktioner, ikke andet end at jeg i stigende grad blev lukket ude af borgmesteren og de øverste embedsmænd, for så kunne det være ligegyldigt, hvad jeg sagdet ude, og der blev sat andre til opgaverne, fortæller Mogens Beier. Han kunne ikke have drømt om at handle anderledes, for det vigtigste for ham var at kunne se sig selv i øjnene. Og det kan han i dag. - Jeg har sagt fra over for dem, der var på gale veje i tide, og derfor er jeg også sluppet for at blive fedtet ind i noget odiøst. Mogens Beier har dog set eksempler på, at andre embedsmænd har bøjet sig, selvom de godt vidste, at det var på kanten af loven af angst for at miste jobbet. - Hvis jeg nu havde været en ung fremadstræbende mand, som drømte om at blive kommunaldirektør, kan det godt være, at min fristelse til at rette ind efter føreren, havde været større. Men det ligger ikke rigtig til min natur, griner han.