Emigranten fra Klitmøller
Fiskersønnen Ole Grønkjær tog en enkeltbillet til Canada i 1957 - han har aldrig ønsket at vende tilbage

Galleri - Tryk og se alle billederne.
KLITMØLLER:- Dengang jeg var barn, trak man bådene op med håndspil. Det var hårdt arbejde.
Ole Grønkjær er tilbage i Klitmøller, og overvældes af minder fra opvæksten i en børnerig fiskerfamilie i 1930’erne og 1940’erne.
Ole Grønkjær er søn af Ane Marie og Peter Grønkjær. Han var meget syg af gulsot som 13-årig, og derfor afgjorde hans far, at et liv som fisker for ham ville være for hårdt. Han kom i lære som bager, men da læretiden var overstået, havde den unge knøs udlængsel - og rejste til København.
- Jeg har altid haft en smule vandrelyst, og København er da også en slags emigration for en 18 års knægt, mener han.
Ole Grønkjær fik lidt arbejde og overvejede at emigrere til Australien. Men så skulle han aftjene sin værnepligt, fik sig en hustru og slog sig foreløbigt ned i fædrelandet. En dag så han tilfældigt en annonce i avisen, der handlede om, at Canada søgte fagfolk og håndværkere. Landet ville lægge ud for flybilletten, der kostede 630 dollars og skulle betales tilbage efter to år.
Ole Grønkjær besluttede sig til Vancouver, hvor klimaet er mildere end i Danmark. Han rejste af sted med sin kone og to børn på et halvt og halvandet år, 120 dollars i lommen og to kufferter.
Det var 15. april 1957.
På forhånd kunne han kun to engelske gloser: money og job.
- Livet er jo altså hårdt, når man kommer til et nyt land og først skal til at lære sproget. Men når man er ung tænker man anderledes, end når man er 80 år. Lige meget hvad der kom, skulle jeg nok ordne det, reflekterer han.
Ved ankomsten var der ingen hjælp fra immigrationsmyndighederne, men en taxichauffør forstod ”en bette krum” og tog familien med hen til et billigt hotel, hvor børnene kunne sove i kommodeskuffen.
Ole Grønkjær tog kontakt til den danske kirke, og herfra kunne man hjælpe med at finde en lejlighed.
Det første job Ole Grønkjær skaffede sig, blev han fyret fra efter to dage, fordi han ikke forstod, hvad der blev sagt. Dernæst kiggede han i telefonbogen og fandt et dansk bageri. Lønnen var lav: 40 dollars om ugen. Lejligheden alene kostede 50 dollars om måneden.
Efter forskellige job etablerede Ole Grønkjær i 1971 sit eget bageri. Det gik så godt, at det en overgang beskæftigede 16 mand. Også hans egen søn kom i lære der.
Efter en halv snes år blev thyboen imidlertid nødt til at afhænde virksomheden, da han var kommet til skade med ryggen.
I mellemtiden var Ole Grønkjær blevet skilt og havde giftet sig med canadieren Doreen.
Da han var kommet sig, skiftede han branche: fiskede efter rejer i tre år. Så fik han og hustruen et job som bestyrer af et stort bageri.
De sidste syv år inden sin pensionering i 1999 var Ole Grønkjær ”bakery director” i en stor supermarkedskæde med 12 bagerier og omtrent 100 ansatte.
- Der tjente jeg de bedste penge i mit liv.
Ole Grønkjær har altid holdt kontakt med sin familie, særligt sin søster Edna, som han nu besøger i Klitmøller i ugen, hvor han fylder 81.
Om årsagen til, at han i sin tid rejste ud, siger han:
- Det var ikke fordi, jeg ville væk fra Klitmøller. Det var nok en søgen efter eventyr.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.