Emily Pedersen blander sig i toppen af skotsk golfturnering

Emily Kristine Pedersen er delt nummer to efter anden runde af Women's Scottish Open.

Emily Kristine Pedersen er en delt nummer to inden de to sidste dage ved Women's Scottish Open.

Emily Kristine Pedersen er en delt nummer to inden de to sidste dage ved Women's Scottish Open.

KØBENHAVN:Emily Kristine Pedersen blev for nylig nummer fem i golfturneringen ved OL i Tokyo, og den 25-årige dansker fortsætter de gode takter.

Fredag brugte Pedersen for anden dag i træk 69 slag i LPGA- og Ladies European Tour-turneringen Women's Scottish Open, og det placerer hende på en delt andenplads med en samlet score på seks slag under par.

Hun har tre slag op til den førende spiller, thailandske Ariya Jutanugarn, før de sidste to dage af turneringen.

Nanna Koerstz Madsen, der også deltog ved OL, ligger på en delt 13.-plads med en samlet score på tre slag under par.

Mange af de bedste mandlige danske golfspillere spiller i denne uge den engelske turnering Cazoo Classic på European Tour, og her faldt Lucas Bjerregaard lidt tilbage efter en meget lovende torsdag.

Bjerregaard startede ellers sin fredag fremragende og blandede sig med en samlet score på ni slag under par helt i toppen efter de første ni huller, men tre bogeys på vejen til klubhuset lagde en dæmper på danskerens dag.

Han er dog en delt nummer otte med seks slag under par, hvilket er fire slag fra de to førende spillere.

Joachim B. Hansen er efter en fin fredag i fem slag under par på en delt 15.-plads.

Rasmus Højgaard og Nicolai Højgaard er også begge videre til weekendens runder. De har en samlet score på henholdsvis fire og to slag under par.

Thorbjørn Olesen, Benjamin Poke og Jeff Winther missede alle cuttet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.