En 20'er for et klap i numsen

Et klap i numsen lyder måske ikke af alverden, men når det bliver filmet og videresendt, så er det ikke så rart - måske ligefrem krænkende - for of- feret.

Asbjørn Hansen
Happy slapping er en absurd form for vold, og derfor blev straffene også hårde, sagde dommeren. Modelfoto: Henrik Bo
Skolevæsen 1. april 2006 00:25

Det nærmer sig fænomenet happy slapping, og Hadsund Skoles leder, Allan Krone, vil nu sætte en stopper for uvæsenet. - Vi har været ude for, at nogle af de store drenge giver hinanden en 20'er for at gå hen og klappe en pige i numsen eller på låret og har taget billeder af det. Det er noget dumt noget. Det er en mærkelig form for humor, og den har i hvert fald et uhyggeligt perspektiv, siger Allan Krone. Happy slapping, der er opstået som et bandefænomen i Londons subkulturer og har bredt sig til det meste af verden, består i, at voldshandlinger filmes og udbredes på mobiltelefoner og internet. Og hvad enten vold er "happy" (glad, lykkelig, red.) eller ej, så er det vold, og det er også begyndt at give anledning til politisager i Danmark. Det er da også en opfordring fra Hobro Politi, der er den direkte anledning til, at Hadsund Skole nu går ud og orienterer forældrene. Og selv om det ikke direkte er kommet til vold på Hadsund Skole, så mener Allan Krone, at der er god grund til at sætte ind mod kombinationen af mobiltelefon og manglende omtanke. - Hvad er det næste, der skal til, for at man kan have det lige så morsomt som første gang. Hvornår er det, man skal til at se blod for at have det sjovt, spørger skolelederen. På skolen vil man nu tage det op i skoleklasserne, og elevernes forældre er blevet opfordret til at tage en snak med deres børn om fænomenet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...