En 44-årig aarhusianer er anholdt i bombesag

Politiet mener at have fundet frem til den mand, der fortalte en kvinde, at han havde en bombe i sin rygsæk.

En 44-årig aarhusianer er anholdt i bombesag

Politiet i Aarhus anholdt tirsdag eftermiddag en 44-årig mand fra Aarhus, der mistænkes for at stå bag en bombetrussel i byen tidligere tirsdag.

- Efter intens efterforskning har vi foretaget anholdelse af en person, der sigtes for trusler, siger vagtchef Carsten Dahl, Østjyllands Politi.

Det var en kvinde, der slog alarm sidst på formiddagen og fortalte politiet, at hun ved Bruuns Galleri havde mødt manden, der udtalte, at han havde en bombe i sin rygsæk.

Efter anmeldelsen var Aarhus midtby afspærret i op imod tre timer tirsdag eftermiddag.

Ved anholdelsen sagde den 44-årige, at han havde fremsat truslen uden nærmere begrundelse, oplyser vagtchefen.

Anholdelsen skete klokken 16.20, og politiet jurister er i færd med at vurdere, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør onsdag.

Politiet udsendte tirsdag eftermiddag en efterlysning af manden, der blev beskrevet som en dansk mand med gråt hår og kort fuldskæg, og som var iført en grøn halvlang jakke og bar på en sort rygsæk.

Under efterforskningen af bombealarmen tilbageholdt politiet tre mænd, som alle viste sig ikke at være den mand, som kvinden havde mødt.

Politiet har rost den kvinde, som slog alarm, efter at manden havde sagt, at han havde en bombe.

- Konsekvenserne af en sådan udtalelse i det offentlige rum er meget omfattende, skrev politiet tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse, hvori der også er ros til de årvågne borgere, der har henvendt sig om mænd, der passer til signalementet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.