En af naturens forkæmpere fylder 70 år

Golfbanemodstander m.m. Kirsten Hjarnø Mathiassen er vokset op med glæden for udendørslivet

HOBRO:Kirsten Hjarnø Mathiassen var bare en ung pige på 14 år, da hun første gang så Hobro. Hun var på cykeltur i Jylland og blev betaget af Mariagerfjordegnen, som i hendes øjne var noget af det smukkeste på turen. Kirsten er opvokset på Amager og drømte som ung om at komme ud i den store verden. Dengang anede hun selvfølgelig intet om, at Hobro og Mariager Fjord senerehen ville komme til at spille en vigtig rolle i hendes liv. Men det kom de til, ved skæbnens og kærlighedens forunderlige mellemkomst. Mange år efter cykelturen ved Mariager Fjord skulle hun nemlig møde en sød mand, der var læge, blive gift med ham og flytte til Hobro. Kirsten Hjarnø Mathiassen fylder 70 år på lørdag, 4. december. Hun kan se tilbage på halvandet år, hvor en bestemt plet ved Mariager Fjord har fyldt meget i hendes tanker, i tale og i skrift. Som formand for Bedre Bymiljø har hun protesteret mod den planlagte golfbane mellem Hegedal og Valsgaard Bæk. Et projekt, som Naturklagenævnet for nylig gav dødsstødet. - Jeg har selv spillet golf og synes, det er et morsomt spil, men det kan ikke sammenlignes med at vandre i naturen. Jeg synes ikke, man skal lægge golf ud i fredede områder. - Det er nok min gamle spejderånd, der kommer op i mig. Sammen med Danmarks Naturfredningsforening har vi argumenteret for almenvellet. - Jeg synes, naturen skal være for alle, siger Kirsten Hjarnø Mathiassen, som NORDJYSKE får en snak med i hjemmet på Vester Bakker 7 i anledningen af den forestående runde dag. Barndom på Saltholm Glæden ved at færdes i naturen fik hun grundlagt i barndommen. Forældrene tog sjældent deres børn med på byture, de ville hellere ud i det grønne. Ofte tog de til Saltholm, hvor bedsteforældrene boede. - Mange siger, at Saltholm er en flad pandekage, men det var jo et eldorado for os børn, både sommer og vinter. Om vinteren var der skøjtebane på næsten hele øen, fortæller Kirsten Hjarnø Mathiassen. Senere i livet fik hun chancen for at opleve Nordsveriges og Grønlands storslåede natur. Hun og hendes mand Klaus boede tre år i Grønland fra 1970-73. De løb på ski hver dag, og børnene var med i pulk. Først bank, så arkitekt Kirsten Hjarnø Mathiassen måtte ikke blive indretningsarkitekt for sine forældre, så hun blev i stedet udlært i en bank på Rådhuspladsen i København. Bagefter skyndte hun sig at søge ind på Designskolen. Efter veloverstået eksamen fik Kirsten Hjarnø Mathiassen spændende job i Tyskland og Schweiz, hvor hun bl. a. arrangerede udstillinger med dansk møbeldesign. Hun har i det hele taget haft stor fornøjelse af sin selvvalgte uddannelse, der har udviklet hendes skarpe blik for kvaliteten i de ting, vi omgiver os med. Det gælder også smukke bygninger, som det er en af Bedre Bymiljøs mærkesager at bevare. - Takket være vores kamp er politistationen i Hobroblevet fredet, hvilket alle jo er stolte af idag. Det er en stor tilfredsstillelse, at man besindede sig og fik bygningen fredet, siger Kirsten Hjarnø Mathiassen. Far var frihedskæmper Kirsten Hjarnø Mathiassen er en af Dansk Flygtningehjælps faste støtter ved den årlige landsindsamling. I år måtte hun dog melde fra, fordi hun skulle være med til at fejre sin mands fødselsdag. - Jeg har altid haft ondt af flygtninge, og det skyldes, at jeg som barn prøvede at være flygtning. Min far var frihedskæmper, og i februar 1945 var nogle af hans kammerater blevet taget af tyskerne. Min far besluttede at flygte til Sverige med min mor, min lillebror og jeg. Flugten foregik i faderens sejlbåd fra Kastrup over Saltholm, hvor bedsteforældrene jo boede, videre til Malmø. Kirsten Hjarnø Mathiassen husker frygten for, at familien ville blive opdaget af tyske patruljebåde i den måneskinsklare nat. Hun husker også den utrolig varme velkomst, som familien fik i Sverige. Suget ind af naturen En naturoplevelse, der har brændt sig fast, var da Kirsten Hjarnø Mathiassen for nogle år siden vandrede i den storslåede natur ved Saqqaq i Grønland, hvor hun og hendes mand har del i et hus. - Jeg kom til en dalsænkning, hvor der var et kildevæld, og alt var grønt og frodigt. Her gik en rype med sine kyllinger. Jeg kunne komme helt tæt på dem. De havde formentlig aldrig set mennesker før. - Nogle gange kan man føle det, som om naturen suger en helt ind. Det lyder mærkeligt, men jeg tænkte, at hvis det skulle være det sidste, jeg oplevede i denne verden, ville det være i sin orden. Det blev det heldigvis ikke. Og Kirsten Hjarnø Mathiassen har så meget, hun skal nå. Både som bestyrelsesformand i Bedre Bymiljø og som familiemenneske. - Jeg har kampgejsten i behold, selv om jeg spørger mig selv, om det nu er klogt, når man som jeg har fem dejlige børnebørn, som man også gerne vil være noget for. - Men mine tre børn bakker mig op. De har sagt til mig den ene gang efter den anden, at det er flot, jeg ikke bare lader stå til, men kæmper videre. Man skal ikke give op, erklærer 70 års fødselaren.