En af to fængslet for overfald

En af to mulige gerningsmænd fængslet i fire uger

Et overfald onsdag formiddag i en lejlighed på Grønningen i Thisted er sandsynligvis på vej til en opklaring. Fredag eftermiddag blev en af de to mulige gerningsmænd fængslet i fire uger. Det er en 24-årig mand, som var søgt hjem til sin familie i Støvring, men det var ikke nok skjul for ordensmagten. Den 24-årige nægtede ethvert kendskab til overfaldet, men dommeren vurderede altså, at der var beviser nok til fængslingen, som ikke blev kæret. Dørene blev lukket under selve grundlovsforhøret, da en anden mand endnu mangler at blive fundet og afhørt om overfaldet. Det 17-årige offer slap dog fra det uden større skader.